Det roder i mit hoved…. Og det har det gjort noget tid nu…..

I torsdags, den 19. oktober 2006, fik jeg konstateret brystkræft i mit højre bryst….

 Tirsdag den 10. oktober 2006 var min mor og jeg på Randers Sygehus. Min mor skulle til kontrol, da hun blev opereret for brystkræft i april 2005. Hendes kontrol gik godt! Jeg skulle til undersøgelse, da jeg havde en knude i mit bryst, som voksede. På sygehuset tog de bl.a. en biopsi af knuden, og det var så den, jeg skulle have svar på den 19. oktober.

 Tilbage til torsdag den 19. oktober 2006: Vi, Mads og jeg, sad i venteværelset. De var ca. 30 min. Forsinkede, og til sidst var vi de sidste tilbage i venteværelset… Det var bare mega hårdt at sidde der, og jo mere tid der gik, jo værre blev det.

Da vi endelig blev kaldt ind, var jeg så bange og frustreret over situationen, at jeg allerede græd, da vi kom ind.

 Lægen og sygeplejersken var fantastisk søde! De gav os hurtigt den dårlige besked om, at der var ondartede celler i den biopsi, de havde taget – Her faldt hele verden for alvor sammen om mig og jeg tudede videre…. Mads og jeg sad begge, som to forstenede statuer mens lægen forklarede og fortalte hvad det betød, og hvad der skulle ske nu. Jeg følte ikke, at jeg hørte ret meget af, hvad der blev sagt, men lægen var sød og tålmodig til at gentage tingene flere gange.

Vi tudede begge to i bilen hele vejen hjem til Silkeborg. Det gjorde det ikke bedre, at jeg vidste, at mor og Tanja sad, derhjemme og ventede på besked. Jeg nåede ikke engang ind ad døren inden jeg igen brød sammen i gråd – og vi tudede alle sammen. Det var mega hårdt, at se sin familie blive så kede af det. Senere kom far hjem og vi tudede igen…

Selvom jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske skulle have en dårlig besked den torsdag (på baggrund af forløbet på sygehuset tirsdag den 10. oktober), så var der intet, der kunne forberede mig på det chok, der alligevel overmandede mig… og jeg ved endnu ikke om det helt er gået op for mig, her 6 dage efter jeg har fået beskeden, men jeg tror så småt jeg er ved at vende mig til tanken…

Jeg vil lige kort ridse op, hvad der er sket den seneste uge, og hvad der kommer til at ske de kommende dage.

Torsdag den 19. oktober 2006 - Jeg fik stillet diagnosen brystkræft

Mandag den 23. oktober 2006 – Mor, Tanja og jeg var på Randers sygehus, for at snakke med lægen og sygeplejersken igen. Her fik vi gentaget meget af det, lægen havde sagt om torsdagen, og vi fik uddybet nogle spørgsmål!

Onsdag den 25. oktober 2006 – Jeg har i dag fået lavet en knogle ”scanning” på Randers Sygehus

Torsdag den 26. oktober 2006 – Jeg bliver indlagt på Randers Sygehus til forundersøgelser.

Fredag den 27. oktober 2006 – Jeg skal opereres.

Jeg har, hvis nogen skulle være i tvivl, verdens bedste kæreste – uden dig Mads ved jeg ikke, hvordan jeg skulle klare det – Du er der altid for mig – Tusind tak. Du kan altid gøre mig glad og støtte mig, når jeg har mine nedture, det er bare fantastisk – og dit dejlige slogan; ” Vi skal nok klare den sammen os to”, som HUGO altid sagde! Det får mig altid til at smile og tro på, at vi nok skal klare det hele.

Jeg har også, hvis nogen skulle være i tvivl, verdens bedste familie!! De er der bare alle sammen – hele tiden. Ubeskriveligt hvor meget støtte de giver mig/os. Jeg har fået rigtig mange søde hilsner, det er bare sådan en stor hjælp, og det er rigtig rart med den gode opbakning. Tusind tak til mor og far og Tanja – I er bare verdens bedste familie. Uden jer vil jeg heller ikke klare det her.

Verdens bedste venner! Dem har vi også – og I har bare været der 100 % for os. Det betyder alt, både for Mads og jeg! Jeg er glad for alle de søde beskeder, mails og hilsner, jeg/vi har fået. Jeg glæder mig meget til at få lidt mere overskud, så jeg kan se jer alle sammen. Jeg troede slet ikke at man kunne have så gode venner – Tusind tak – vi er virkelig privilegerede. Tak for blomster og gaver – det er alt for meget!!

 I dag kl. 10.00 skulle vi møde på patienthotellet ved Randers Sygehus. Her fik vi tildelt et værelse, og bagefter gik vi op på den afdeling, jeg skal være på.Vi ventede i næsten en time, inden det blev vores tur. Vi skulle snakke med en sygeplejerske, som skulle tage blodtryk, temperatur mv. Hun fortalte også lidt om, hvad der ellers skulle ske resten af dagen. Hun var rigtig sød og venlig!Herefter skulle vi ned og snakke med narkoselægen.
Da vi havde snakket med ham, skulle vi tilbage til afdelingen, hvor vi skulle snakke med lægen. Det er den læge, som gav mig beskeden for en uge siden, og det var også hende vi snakkede med, da vi var heroppe i mandags – Det er også hende, der skal operere mig i morgen! Det var meget behageligt – og hun spurgte til, hvordan jeg havde det, og hun synes, vi klarer det fantastisk flot…. Jeg fortalte hende, at jeg har besluttet mig for, at jeg vil have fjernet brystet! Det synes hun også, er den rigtige beslutning, jeg har taget.Efter vi havde snakket med lægen, skulle vi tale med en fysioterapeut, som fortalte om nogle øvelser, jeg skal lave efter operationen.

Omkring kl. 13.30 var vi færdige på afdelingen, og vi er nu nede på hotellet, hvor vi kan slappe af resten af dagen.

I morgen skal jeg møde oppe på afdelingen kl. 7.30. Klokken 8.00 bliver jeg kørt videre til operation. Jeg er den første, der skal opereres i morgen, så det er dejligt! Ved middagstid i morgen regner jeg med at være tilbage på afdelingen.

Min sygdom er ikke en hemmelighed, og I skal endelig alle sammen bare spørge, hvis der er noget, I gerne vil vide. Jeg skal nok sige fra, hvis jeg ikke vil fortælle om det! Jeg tror den bedste måde, jeg kan komme igennem det her, er ved at tale om det!

Puhhh, det har været hårdt at være mig den seneste uge...

Selvom jeg troede, jeg havde forberedt mig lidt på, at jeg kunne få dårlig besked sidste torsdag, så var jeg det altså ikke alligevel. Det føltes som om hele verden faldt ned over hovedet på mig – og hele torsdagen var hård at komme igennem.

Jeg synes, at jeg forsøger at holde humøret højt og se positivt på tingene. Nu er det opdaget, og nu bliver der gjort noget. Fra nu af skulle det gerne blive bedre.

Jeg prøver at se fremad – og forholde mig til hvad der skal ske, i stedet for at kigge tilbage på, hvad jeg kunne have gjort. Det kan jeg jo ikke ændre på nu.

Alligevel er der nogle store sorte huller i vejen, som jeg falder ned i ind imellem. Det er værst når jeg har været alene….. Jeg har haft perioder, hvor jeg kun kunne få øje på alt det dårlige og negative, men heldigvis har jeg en fantastisk støtte i Mads. Han formår altid at hive mig op af hullerne. Det er dejligt.

Jeg har også haft en følelse af, at det hele bare er så uretfærdigt…. Men jeg kan ikke finde nogen at give skylden, og det er så frustrenede – Det havde været nemmere, hvis der var én man kunne være sur på og skælde ud!!

Alt i alt er jeg ved godt mod, og har en positiv indstilling til, hvad der kommer til at ske, men hullerne i vejen forsvinder nok ikke lige med det samme….

Jeg havde sovet rigtig skidt natten til fredag. Jeg vågnede kl. 4.00 om natten, og jeg havde bare lyst til at stikke af!!! Jeg var bange og ked af hele situationen…
”Endelig” blev klokken 6.30 og vækkeuret ringede…
Klokken 7.30 skulle vi være oppe på afdelingen – det var mega hårdt at komme derop. Den stue jeg skulle være på, lå der 3 andre kvinder, som alle var blevet opereret for brystkræft om torsdagen.
 
Det hele gik ret hurtigt, der om morgenen. Jeg tror allerede, jeg var på operationsstuen kl. 8.20. De var alle rigtig søde dernede, og fortalte, hvad de gjorde, og hvad der skulle ske.
Operationen gik som planlagt… tror jeg da…
Da jeg kom helt til overfladen på opvågningsstuen, var Mads og Tanja der. Det var dejligt, og jeg var ved rimelig godt mod – Jeg var lettet over, at det var overstået.
Jeg havde frygtet, at jeg ville tude helt vildt, når jeg vågnede, fordi jeg ville være ked af, at have mistet mit bryst – men det gjorde jeg slet ikke….. i hvert fald ikke, da jeg var helt vågen. Jeg kan selv svagt huske, at jeg græd meget under opvågningen, og Mads og Tanja sagde også, at jeg græd, da de kom derned. Jeg tror, det var af lettelse, jeg græd.
 
Efter nogle timer kom jeg op på afdelingen igen – jeg var meget slap af bedøvelsen, men jeg synes jeg havde det rimelig godt – mor og far kom på besøg, det var også dejligt!
Hen på eftermiddagen, fik jeg det pludselig dårligt, og kastede op et par gange pga. narkosen. Lægen, som havde opereret mig, kom også op til mig om eftermiddagen. Hun fortalte, at det så fint ud, og at der ikke var noget i lymferne, så det var en god besked at få.
 
Jeg synes selv, det ser rigtigt pænt ud efter operationen, men det er lidt underligt. Jeg føler nu at min mave i højre side fortsætter helt op til halsen. Jeg har et langt plaster på henover såret, men det ser ud som, det er lavet flot. Desuden, har jeg et dræn i, som skal opsamle overskydende væske og blod. Drænet skal jeg nok gå med i tre-fire dage, og når de fjerner det, får jeg nok lov til at komme hjem.

Det er nu lørdag, og jeg har sovet godt i nat! Jeg synes selv, jeg har det godt, og jeg har været i bad i dag. Nu går jeg og håber på, at jeg får lov til at komme ned på patienthotellet i eftermiddag – det er noget hyggeligere dernede!

Det er mærkeligt at se ned af sig selv nu. Jeg er lidt i tvivl om, om jeg helt har fattet det endnu – at jeg ikke har mit højre bryst mere…. Men det kommer jo nok på et tidspunkt. Jeg tror så småt, jeg er ved at acceptere det.

Jeg har haft besøg af en fysioterapeut i dag, som skulle vise mig nogle øvelser, som jeg skal lave for at få armen og skulderen i gang igen – ikke særligt spændende, men det er jo nødvendigt. Senere i dag, kommer der én, som skal snakke om proteser mv. Det har jeg sku ikke lige så meget lyst til lige nu…..men nu må vi se, det kan jo være jeg synes, det er alle tiders, når hun kommer

Ellers har jeg besøg af Mads, Tanja og mor og far. I eftermiddag, kommer de to tossede mostre… Det bliver dejligt!

Hurra - jeg fik lov til at komme ned på hotellet i går - det er bare dejligt!! Alt går som det skal, og jeg regner med, at jeg får fjernet drænet i morgen, og så får jeg måske lov til at komme hjem - JUHUU!
Jeg glæder mig meget til at få fjernet drænet, for det strammer og er mega irriterende - og så synes jeg, det er helt vildt ulækkert, at der løber blod gennem en slange og ned i en pose, som jeg render rundt med hele tiden.... adr. Jeg regner også med, at jeg får fjernet forbindingen i morgen. Det er jeg også lidt spændt på, så jeg kan se hvordan arret ser ud.

Desuden vil jeg lige sige tusind tak for de mange besøg og hilsner!!

Det har været lidt af en tom fornemmelse, at være hjemme i dag - Den sidste uges tid har jeg hele tiden skullet et eller andet, og der har hele tiden været nogle, som fortalte mig hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre. Nu hvor jeg er kommet hjem, er der lige pludselig ikke noget jeg SKAL længere. Jeg kan selv bestemme hvad, hvor og hvornår jeg vil gøre tingene... Nå, jo der er jo lige de der irriterende øvelser, som jeg skal lave 5 gange om dagen...:-)
Ellers skal jeg jo bare have tiden til at gå... Der er selvfølgelig en masse ting jeg kunne gøre, som f.eks. begynde at læse noget om sygdommen, eller om noget af den efterbehandling som jeg skal igennem, men det har jeg bare slet ikke lyst til...
Indtil videre tager jeg nok stadig tingene som de kommer - men hold da kæft hvor bliver det da kedeligt i længden at skulle gå rundt herhjemme...
Jeg har jo også været omgivet af en hel masse søde og rare mennesker den seneste uges tid, men nu bliver det jo hverdag, og når jeg så sidder alene, så er det, der kommer en masse mærkelige tanker frem, og jeg bliver ked af det. Præcis hvad jeg bliver ked af, ved jeg ikke, men tude kan man vel altid... :-)

Hurra - så fik jeg lov til at komme hjem.  I går, mandag, fik jeg taget drænet ud, og pillet forbindingen af, og så måtte jeg tage hjem!!
Arret ser rimelig pænt ud nu. Det eneste jeg kan se nu, er en lang "sort" streg hen over brystet, og så er der små plastre henover - stadig rimelig pænt synes jeg. Jeg havde frygtet, hvordan jeg ville synes om det, for jeg synes jo det så fint ud med forbindingen på, så jeg var bange for at det ikke var så pænt nedenunder. Men det er ok...
Næste skridt er, at jeg skal op på sygehuset i Randers igen på mandag, hvor jeg skal have besked om knuden, så jeg har lige nogle dage til at komme mig herhjemme!

Skønt at være hjemme igen.

Som skrevet tidligere skal jeg op på Sygehuset igen på mandag, den 6. november, for at få ”svar på knuden”…
Herefter vil jeg blive indkaldt på Skejby Sygehus, hvor jeg skal have fjernet den ene æggestok, på grund af jeg skal have kemoterapi efterfølgende.
Når jeg har fået fjernet æggestokken og mine ar er helet, vil jeg blive indkaldt på Kommune Hospitalet i Århus. Her skal jeg have kemobehandlingerne. Kemoen strækker sig over 21 uger – Det er fandeme lang tid!!! Jeg skal have syv behandlinger med 3 ugers mellemrum.
Hvordan det hele nærmere kommer til at foregå ved jeg ikke endnu, men det er sådan cirka det, jeg skal lave det næste halve års tid… :-(

Det positive er, at jeg ikke skal have strålebehandling efter kemoen. Årsagen hertil er, at jeg har fået fjernet brystet og, at det ikke havde spredt sig til lymferne!! En dejlig lille sejr :-)