Beskeden!

Det roder i mit hoved…. Og det har det gjort noget tid nu…..

I torsdags, den 19. oktober 2006, fik jeg konstateret brystkræft i mit højre bryst….

 Tirsdag den 10. oktober 2006 var min mor og jeg på Randers Sygehus. Min mor skulle til kontrol, da hun blev opereret for brystkræft i april 2005. Hendes kontrol gik godt! Jeg skulle til undersøgelse, da jeg havde en knude i mit bryst, som voksede. På sygehuset tog de bl.a. en biopsi af knuden, og det var så den, jeg skulle have svar på den 19. oktober.

 Tilbage til torsdag den 19. oktober 2006: Vi, Mads og jeg, sad i venteværelset. De var ca. 30 min. Forsinkede, og til sidst var vi de sidste tilbage i venteværelset… Det var bare mega hårdt at sidde der, og jo mere tid der gik, jo værre blev det.

Da vi endelig blev kaldt ind, var jeg så bange og frustreret over situationen, at jeg allerede græd, da vi kom ind.

 Lægen og sygeplejersken var fantastisk søde! De gav os hurtigt den dårlige besked om, at der var ondartede celler i den biopsi, de havde taget – Her faldt hele verden for alvor sammen om mig og jeg tudede videre…. Mads og jeg sad begge, som to forstenede statuer mens lægen forklarede og fortalte hvad det betød, og hvad der skulle ske nu. Jeg følte ikke, at jeg hørte ret meget af, hvad der blev sagt, men lægen var sød og tålmodig til at gentage tingene flere gange.

Vi tudede begge to i bilen hele vejen hjem til Silkeborg. Det gjorde det ikke bedre, at jeg vidste, at mor og Tanja sad, derhjemme og ventede på besked. Jeg nåede ikke engang ind ad døren inden jeg igen brød sammen i gråd – og vi tudede alle sammen. Det var mega hårdt, at se sin familie blive så kede af det. Senere kom far hjem og vi tudede igen…

Selvom jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske skulle have en dårlig besked den torsdag (på baggrund af forløbet på sygehuset tirsdag den 10. oktober), så var der intet, der kunne forberede mig på det chok, der alligevel overmandede mig… og jeg ved endnu ikke om det helt er gået op for mig, her 6 dage efter jeg har fået beskeden, men jeg tror så småt jeg er ved at vende mig til tanken…