Det er nu lørdag, og jeg har sovet godt i nat! Jeg synes selv, jeg har det godt, og jeg har været i bad i dag. Nu går jeg og håber på, at jeg får lov til at komme ned på patienthotellet i eftermiddag – det er noget hyggeligere dernede!
Det er mærkeligt at se ned af sig selv nu. Jeg er lidt i tvivl om, om jeg helt har fattet det endnu – at jeg ikke har mit højre bryst mere…. Men det kommer jo nok på et tidspunkt. Jeg tror så småt, jeg er ved at acceptere det.
Jeg har haft besøg af en fysioterapeut i dag, som skulle vise mig nogle øvelser, som jeg skal lave for at få armen og skulderen i gang igen – ikke særligt spændende, men det er jo nødvendigt. Senere i dag, kommer der én, som skal snakke om proteser mv. Det har jeg sku ikke lige så meget lyst til lige nu…..men nu må vi se, det kan jo være jeg synes, det er alle tiders, når hun kommer
Ellers har jeg besøg af Mads, Tanja og mor og far. I eftermiddag, kommer de to tossede mostre… Det bliver dejligt!
Ann Kaalund
Hej Sandie
Det var hyggeligt at ligge på stue med dig - smil. Jeg har kort været inde og tjekke din hjemmeside - når jeg kommer hjem, vil jeg nok læse noget mere og følge lidt med i hvordan det går dig. Nu har du min e-mail adresse, så du er velkommen til at skrive. Held og lykke til dig - du er en stærk pige, så det skal nok gå. Kærlig hilsen
Ann
Michael
Jeg har så ubegribeligt meget respekt for at du har styrken til at holde din blog opdateret og kørende. Og så i denne situation.
Jeg har meget ud af at følge med i din situation og tænker på dig ofte, og særligt lige her omkring operationen. Godt at høre at det er forløbet godt.
Karl-Erik og Lisbeth
Hej Sandie
Lige en lille hilsen. Vi tænker rigtig meget på dig og vil ønske dig alt muligt held med det, som du nu skal igennem fremover. Sej hjemmeside og rigtig flot klaret af dig.
Moster Randi
Kære Sandie !
Det har været en frygtelig uge – for ikke at snakke om hvad den sidste tid har været for dig og dine nærmeste – frygten, uvisheden og ventetiden.
Den frygtelige besked – nej ikke dig – det urimelige i det, afmagt, frustration, vrede, tårer og jeg kunne blive ved. Og så står vi nu her, og du er opereret. En operation , der heldigvis gik godt – der var ikke noget i lymferne el. i knoglescanningen. Det kan ikke beskrives, hvor lettet jeg blev over at høre det.
Ikke at forstå sådan, at det der venter dig – svaret næste mandag, kemo, følgevirkninger, operationer og tiden efter m.v. – ikke bliver slem nok, hårdt og barskt – det ved vi alle, at det gør. Men mørket fik lys igen.
Du er så sej og stærk en pige - det er helt enestående, som du har taget det her – du er et unikt menneske.
Du har en fantastisk støtte i din familie – mor, far og Tanja og ikke mindst i din Mads, som har støttet og hjulpet dig hele vejen og de står alle last og brat ved din side. Stærkt af Jer.
Du har konstant været i mine tanker siden sidste torsdag, og jeg har virkelig følt med dig – mit indre har været et kaos. Du vil stadig fylde meget i mit sind, mit hjerte og i mine tanker, men hvor var det en lettelse at nå hertil og få den gode besked.
Det er en super god ide med denne hjemmeside/blog – det er stort og flot af dig – tænk at have overskud, kræfter og mod til det – ja jeg kan ikke finde ord for det. Du har fremover i mig og min familie en fast læser af din blog.
Det var rigtig, rigtig dejligt at besøge dig i går på sygehuset – rart at snakke med dig efter operationen, at se du havde det godt og var ved godt mod, selvom der stadig er meget at kæmpe med og for og mange spørgsmål, der skal besvares og ting, der skal tages stilling til.
Hvis skyerne engang imellem bliver mørke, eller hvis du bare får lyst til eller brug for en snak – en der vil lytte e.l., så vil du altid kunne regne med mig.
Til slut en stor, stor hilsen fra din lille fætter Daniel, som glæder sig til at se dig og fra ”snakkehovedet” fætter Kenneth og fodbold/badminton tossen Flemming alias min mand.
Knus og kærlig hilsen
fra den ”tossede” moster Randi
Berit Dencker
Kære Sandie
En kærlig hilsen her fra Horsens.
Det er dejligt, det går planmæssigt du er jo super sej ( det ved vi alle ).
Vi følger med på den blog og det er flot du har overskuddet til at orientere os alle.Selv dem fra stenalderhjemmet på Bakkevænget vil lære, at gå på din blog, men indtil de har fod på det, vil jeg lige hilse fra dem.
Hils dem der står ved din side Mads, Tanja, din mor og far.
Du er i vores tanker og vi ønsker dig det bedste.
Knus fra Bastian, Gert og Berit.