Jeg havde bare den største nedtur i går aftes – jeg følte slet ikke, at jeg havde kræfter til at kæmpe med en ny operation. Alt synes bare at være så urimeligt! Jeg havde bare lyst til at sove, og være væk fra det hele. Alt var pludselig uoverskueligt, og jeg havde slet ikke lyst til eller mod på at kæmpe mod sygdommen mere. Jeg græd og var fuldstændig opgivende – det var virkelig hårdt…. Jeg tror primært, det var fordi, jeg var så træt, som jeg var…
Det er også lidt skræmmende, at jeg kunne havde det sådan, det er jo alt for tidligt at få den følelse, for der er jo lang vej til enden af det her, men det har været godt at få en god nats søvn, så jeg er kommet til kræfter igen.
yasmina
Jeg er helt fascineret af hvor godt du klarer det, at noget så forfærdeligt sker og du stadig har overskud til at fortælle os andre om det. Uden at vide noget om det overhovedet, så tænker jeg at det vel er meget naturligt at føle det hele bliver uoverskueligt lige pludseligt. Jeg kan kun forestille mig hvordan det må være at være dig og jeg synes, udfra det du skriver, at du klarer det helt fantastisk godt:-)
Berit Dencker
Kære Sandie
Et stort tillykke med fødselsdagen (imorgen), fra os alle 3 i Horsens.
Her er lige en lille krumme til år 2007:
Ã…rets opskrift
Man tager 12 gode fuldmodne måneder. Rens dem for nid og nag og fjern eventuelle pletter af smålighed.
Del månederne op i ca. 30 lige store stykke.Undlad at tilberede alle stykkerne på én gang (mange mennesker ødelægger året på den måde), tag en dag ad gangen. Tilfør hver dag lige del mod, kærlighed, arbejde, frisindethed, selvrespekt,tålmodighed, håb, venlighed og hvile. Tilsæt så en teskefuld munterhed, et stænk fjolleri, en knivspids legelyst og en kop godt humør.
Velbekomme. Herrensår!
Hils omkring dig, vi ses inden længe.
HIP HIP HURRA
fra Bastian, Gert og Berit