Kræftens bekæmpelse

I går var jeg ude ved kræftens bekæmpelse, hvor jeg var til samtale med en psykolog. Jeg har selv kontaktet dem, fordi der var nogle ting, som jeg gerne ville have snakket om, og have nogle ”værktøjer” til at komme videre med, bl.a. mit store ”had” til min protese. Altså havde jeg nok en forventning til, at hun ville få mig til at se nogle ting fra en anden vinkel, eller forsøge at give mig nogle alternativer til min måde at se tingene på. Men det føler jeg slet ikke jeg fik. Jeg føler bare, at jeg sad og snakkede i næsten en time, uden at jeg har ”fået” noget igen… Ved ikke om det er til at forstå..?? Jeg føler ikke, jeg fik noget, jeg kunne tage med derfra og bruge bagefter. Måske ”tackler” jeg det her helt fint på min egen måde, så jeg ikke behøver en psykologs ”påvirkning”, men i så fald, kunne hun måske have sagt det…

Nu har jeg ”prøvet det”, og hun var rigtig sød at snakke med og god til at lytte, men umiddelbart føler jeg ikke, jeg har brug for flere samtaler lige nu, da jeg ikke synes jeg har fået særligt stort udbytte heraf, men det kan være, at jeg senere i forløbet får brug for det…

”Det bedste” ved at være derude var, at psykologen fortalte om en anden ung kvinde på 29 år med brystkræft. (Ikke at det er godt, at hun har brystkræft). Hun er ca. samme sted i livet, som jeg er, og hun har også har fået fjernet sit ene bryst. Hun er vist på den anden side af kemobehandlingen, så hun er lidt længere i forløbet end jeg er. Men psykologen vil forsøge at sætte mig i kontakt med hende, så vi måske kan udveksle tanker og erfaringer (”Det bedste”).

Selvom jeg ikke ønsker, at der er andre, der skal igennem det, jeg har været, så bliver jeg alligevel ”glad” for at høre, at jeg ikke er helt alene i verden.