Kemo-helvede!!

Her er lige et lille tilbageblik fra de seneste 5 dage i ”mit kemo-helvede”. Jeg hader kemo – det ødelægger mig fuldstændigt. Jeg fatter ikke, at der virkelig er nogen, som kan passe et arbejde samtidig med, at de er i kemobehandling! Jeg kan knap nok tage mig sammen til at komme ud af sengen om morgenen, og dagens store bedrift er at komme i bad og få lavet mine øvelser!! Ja jeg har vist skrevet noget lignende det her før, men jeg skriver det igen, for det gør virkeligt stort indtryk på mig, og fordi min hukommelse spiller mig lidt pus, så hvis ikke jeg har skrevet det før, så gør jeg det nu!!!

Jeg fatter virkelig ikke hvor hurtigt man kan få den fornemmelse i kroppen, ”kemo-fornemmelsen” – jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det er det rene gift, som de sprøjter ind i min krop! Det er ligesom en rastløs, slap, dirrende, rystende, svimmel fornemmelse jeg har i kroppen hele tiden, og det gør mig utilpas… Ja kvalmen er der også, men jeg er blevet sat en del op i kvalmestillende medicin i forhold til første gang, så den er ikke så slem som sidst, men til gengæld føler jeg hele tiden, at jeg er ved siden af mig selv, og tingene foregår stadig i slowmotion. Jeg føler ikke altid, at jeg kan se helt klart – det hele bliver lidt sløret, måske det er fordi, jeg har fået så mange piller… Og min reaktion er sku heller ikke i top – jeg kører i hvert fald ikke bil, for det vil vist være uforsvarligt…. Og så er der jo hukommelsen – ja den er sku heller ikke i top – det er ligesom jeg slet ikke kan huske noget som helst. I torsdags sad mor, far og jeg og snakkede om, hvad jeg kunne have lyst til at spise lørdag aften… Og vi kom frem til at jeg godt kunne tænke mig farsbrød og kartofler, for det smager af noget – godt krydret…. Fredag formiddag, tog sygepasseren, alias far, og jeg ned i Føtex for at handle (endnu en stor bedrift…. ) og vi snakkede om, hvad vi skulle spise lørdag aften, så vi kunne handle til det…. Og ja det var først, da vi kom hjem og mor spurgte om vi havde købt ind til farsbrød, at jeg kunne huske, at vi havde snakket om det – det er sku bare for ubehageligt!! Så jeg undskylder hermed over for alle, hvis jeg glemmer noget…. (Hvorfor far ikke kunne huske det, ja det er der nok en anden grund til!!)

I går eftermiddag var vi til fødselsdag, og det gik rigtig fint. Men da vi kom hjem til mor og far bagefter, fandt jeg alligevel ud af, at det nok havde været for meget for mig, for da vi sad og spiste aftensmad, kludrede jeg lige pludseligt rundt i ordene – jeg kunne næsten ikke snakke, og jeg følte ikke jeg kunne se ordentligt på mit ene øje – mega ubehageligt. Jeg tænkte over de ord, der kom ud af min mund, men de lød bare forkert, når jeg sagde dem. Efter et hvil på sofaen og en god nats søvn, kan jeg igen snakke og se som jeg plejer...

Det er nu fem dage siden jeg sidst fik kemo, og giften strømmer stadig rundt i kroppen på mig, men det er heldigvis ved at være lidt på retur. Jeg glæder mig meget til, at jeg igen kan få nogle ”gode” dage, hvor jeg har lyst og energi til at stå op og lave noget!! :-)