I torsdags havde jeg besøg af en ung pige på 27 år, som også har haft brystkræft! Hun fik konstateret brystkræft for ca. 1 ½ år siden, så hun er færdig med kemo osv.
Det var rigtig godt at snakke med hende om en helt masse ting – jeg følte nu mest, det var mig der snakkede – typisk mig…- men det var rart at dele erfaringer, tanker osv. med én, som selv har prøvet det på egen krop, og som er ca. samme sted i livet, som jeg er. Hun har været stort set samme forløb igennem, som jeg er i gang med, så på rigtig mange punkter kan vi sammenligne vores situation, nikke genkendende til hinandens tanker og reaktioner, og jeg kan drage erfaringer fra hendes forløb! Jeg håber også, hun får noget ud af det, selvom hun er noget længere fremme i forløbet end jeg er.
Nogle ting har vi samme opfattelse af og erfaring med, mens vi på andre punkter har en mere forskellig holdning og erfaring. Men det er kun godt, at vi ikke alle sammen tænker ens og mener det samme, for nogle gange er det rart at få en ny og anden indgangsvinkel til tingene, så det måske kan blive nemmere at acceptere og bearbejde fremover.