Små og store begivenheder...

Der er nu gået en uge siden jeg fik min første kemobehandling og sikke en uge…. Det har været hårdt, meget hårdt, at være så meget ved siden af sig selv! Hver dag har været en kamp, og hver lille ting jeg skal lave er nærmest en verdensbegivenhed for mig… !!!

Det er første gang i dag, at jeg har kunnet stå op, gå i bad, lave øvelser og tage tøj på i ét stræk uden at skulle holde pauser… Så det der for tiden karakteriserer mit liv er tålmodighed, da jeg føler, at alt hvad jeg laver foregår i slowmotion…. Og derfor har jeg også følt hver eneste ”begivenhed” som ”et lille skridt for menneskeheden men et stort skridt for mennesket” (alias mig). Som f.eks. da Mads´ søster i søndags nærmest måtte slæbe mig det sidste stykke omkring Almind sø, for jeg var bare helt færdig. Men på forhånd havde jeg da tænkt, at det kunne jeg sagtens klare... Eller da jeg i går skulle cykle en tur ned i byen, og da jeg endelig kom derned, var jeg så udmattet at jeg næsten ikke kunne stå op… Ja det er meget mærkeligt at alle de ting, som jeg normalt bare gør uden at tænke nærmere over det, lige pludselig er blevet hverdagens store begivenheder og sejre…

Nå, men jeg har får det i hvert fald stille og roligt bedre som dagene går, men kvalmen, utilpasheden og trætheden i kroppen er der stadig…