I lørdags fik jeg et brev med posten med en opsigelse…. Min første reaktion var: Hvad sker der her?? Jeg blev ked af det, frustreret, chokeret og skuffet. Det kom virkelig bag på mig, fordi jeg hele vejen igennem har jeg haft en god dialog med min arbejdsgiver, og hun har vist stor opbakning og forståelse for min situation. Netop derfor var chokket og skuffelsen nok også det større…
Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, og heller ikke måden jeg fik det at vide på… men der er jo en forklaring på alting. Mange har været uforstående og frustrerede på min vegne, hvilket jeg nok også selv ville have været, hvis det var en anden, der stod i min situation.
Efter flere dage med frustrationer, irrationelle tanker osv. har skuffelsen og chokket lagt sig, og jeg har accepteret situationen og forstår også hendes situation. Hele verden går jo ikke i stå, fordi jeg er syg. Hun har jo en virksomhed, som skal fungere.
Jeg har haft en rigtig god snak med min arbejdsgiver, som også er ked af hele situationen, men som skrevet ovenfor har hun en virksomhed, som hun naturligvis skal give første prioritet frem for at tage beslutninger i sympati for mig og min situation.
Det var hårdt for mig at få beskeden pr. brev, og jeg synes, det ville have været bedre, hvis hun havde ringet og snakket med mig, og forklaret mig hele situationen i første omgang…. Det synes hun også, men der er jo regler, som skal følges i sådanne tilfælde, og som arbejdsgiver må man ikke tage kontakt til en sygemeldt medarbejder. Derfor var hun nødt til at give mig beskeden meget officielt pr. brev, selvom hun sagde, at hun selvfølgelig også synes, det ville have været bedre, hvis hun kunne have inviteret mig ud til en snak!
Mange har spurgt mig om, om jeg overhovedet kan blive fyret, når jeg er sygemeldt. Det kan jeg godt. I min kontrakt er der en klausul, som siger, at hvis jeg indenfor en periode på 12 måneder har mere end 120 sygedage kan jeg opsiges, og det er hvad der er sket!!
Her knap en uge efter jeg har fået meddelelsen om, at jeg er blevet fyret er jeg ved at vende mig til tanken, og det ærgrer mig da lidt, at jeg ikke skal derud og arbejde bagefter, da jeg har været glad for at være der. Derudover har det været et fast holdepunkt for mig, at jeg havde noget at vende tilbage til efter endt behandling, men nu er min fremtid blevet lidt mere usikker, da jeg ikke længere ved, hvad jeg skal i gang med bagefter.
Jeg har endvidere snakket med min sagsbehandler på kommunen omkring min nye situation. Hun var bare rigtig sød og forstående, og hun sagde, at jeg lige nu ikke skulle bekymre mig om fremtiden og job lige nu. Jeg skal blot koncentrere mig om min behandling og blive rask, og så må det andet komme bagefter!
Ind imellem synes jeg næsten, at modgangen inden ende vil tage, men jeg føler, jeg har fået en god afklaring på situationen, og så må jeg igen tro på og forholde mig til ordsproget: ”Alt godt kommer til dem, der venter…” (puhhh, der må godt nok være meget godt i vente til mig :-))