Jeg er nu hjemme igen efter en dag på Kommunehospitalet. Jeg har i dag fået opereret en infusionsport ind under huden, så der fremover ikke skulle blive problemer med at tage blodprøver og give mig behandling, da der fra porten går en slange direkte ind i en blodåre. Nu skal de bare stikke en nål ind i porten, så løber medicinen automatisk via slangen ud i blodet. Det lyder umiddelbart nemt, så det håber jeg det bliver :-)
Porten er sat ind ca. 5 cm. under venstre kraveben. Jeg kan ikke se hvordan det ser ud nu, da der er forbinding over, men lægen som opererede mig var rigtig sød, og han lovede mig, at han ville lave det pænt, så jeg forhåbentlig får et lille ”pænt” ar.:-)
Vi var på sygehuset i ca. 4 timer, og alt gik tilsyneladende som planlagt. Lige nu er jeg lidt øm omkring arret, når jeg bevæger armen, men jeg har det ellers ganske godt.
Dagen på sygehuset forløb således. Da vi ankom til sygehuset snakkede jeg først med en sygeplejerske, så med en narkoselæge og herefter med kirurgen, som opererede mig. Efter operationen og opvågningen skulle jeg have taget et røntgenbillede, så de var helt sikre på at porten sad rigtigt. Herefter blev jeg ”løsladt” og fik lov til at komme hjem – dejligt!!