Sidste mandag var jeg på sygehuset – lige for en gangs skyld :-) - Denne gang skulle jeg til samtale med en plastikkirurg omkring rekonstruktion af mit bryst og fjernelse af det venstre bryst samt rekonstruktion heraf.
Samtalen forløb ganske godt – Jeg havde to gode veninder med til at støtte, lytte og spørge. Jeg fik en rigtig god snak med en læge omkring hvilken metode, der vil være den mest fordelagtige for mig. Inden jeg kom til Århus var jeg selv mest for den metode, som de kalder ekspansionsmetoden, og da det også var det han foreslog, ja så var der ikke så meget at diskutere….
Ekspansionsmetoden går ud på at de lægger en protese ind mellem ribbenene og brystmusklen, og så påfylder de med 2-4 ugers mellemrum mere og mere saltvand i proteserne, så brysterne til sidst har den ønskede størrelse. Altså skal jeg ved denne metode ikke have transplanteret noget hud, hvilket jeg er glad for, da jeg så slipper for flere ar. Ved denne metode skal min hud selv udvide sig i takt med at protesen fyldes mere og mere op. Når så brysterne har fået den ønskede størrelse, så fjerner de proteserne, og erstatter dem med silikoneproteser og derefter skal der laves brystvorter osv.….
Det bliver en lang og hård omgang som nok strækker jeg over ca. 6 måneder tror jeg, men jeg er fast besluttet på at få det gennemført og overstået så snart som muligt, så jeg kan føle mig ”hel” igen.
”så snart som muligt” er til næste sommer engang….. Der er lang tid til, men da der kan være øget risiko for komplikationer, så længe jeg har porten, er vi blevet enige om at vente til jeg får den fjernet, og det gør jeg først næste år til juni, når jeg er færdig med herceptinbehandlingen.
Jeg fik desuden også en længere snak med lægen om, hvor dygtige de er i Århus, for jeg vil jo have det bedste resultat – det er jo de bryster jeg skal leve med resten af livet…. Han kunne godt forstå mit synspunkt, men han kunne naturligvis ikke fremhæve nogle kirurger frem for andre, og han vidste ikke noget om kirurgerne på de andre sygehuse. Sygeplejersken som også var til stede ved samtalen, sagde dog at hun trygt ville lægge jeg i hænderne på alle de plastikkirurger, som er i Århus. Lægen sagde også at alle dem som er i Århus er meget ”teknisk” dygtige, og kan lave flotte resultater, men de kan jo ikke stille en garanti for at jeg f.eks. danner pæne ar og at jeg ikke får infektioner i arrene – det er risici som er forbundet med operationen…..
Efter samtalen har jeg været helt fortrolig med at jeg skal opereres i Århus, og at det skal ske ved ekspansionsmetoden – selvom der er lang tid til, så er det alligevel rart, at der nu er en tidshorisont, noget jeg kan forholde mig til.