Jeg har her de sidste par uger været i gang med at læse en bog, som hedder ”Blandt løver”. Bogen handler om at leve med en livstruende sygdom og om at turde leve ”blandt løverne” Det skal naturligvis forstås i overført betydning. Ved at erkende sin frygt, dødsangst osv., kan man lære at bearbejde det og forholde sig til den utryghed og uvished det giver. Når man har erkendt sin frygt kan man bedre leve frit. Altså kan man leve et frit liv ved at omdanne dødsangst til dødsbevidsthed og livsenergi. Man kan koncentrere sig om livet frem for ”at være levende død blandt løverne”.
Bogen er en meget stærk beretning skrevet af en psykoterapeut baseret på hendes erfaring gennem mange år med mennesker som har levet med en livstruende sygdom. Der er mange konkrete ”eksempler” i bogen, hvilket jeg synes gør bogen meget stærk at læse.
Bogen har virkelig fået mine øjne op for nogle ting omkring ens bevidsthed ved at leve med en kritisk sygdom, om det forhold man får til livet og døden. Jeg synes jeg har lært meget ved at læse bogen, men jeg har flere gange måttet ligge den fra mig, fordi den simpelthen er for stærk. Mange gange gennem bogen har tårerne trillet ned ad kinderne på mig, fordi den simpelthen er så stærk en beretning om forskellige menneskers sidste tid og dage og hvordan de forholder sig til det. Jeg har endda overvejet at holde med at læse den, da jeg simpelthen blev så ked af det undervejs, fordi jeg jo ikke regner med at jeg skal dø af kræften, og jeg følte, at jeg nærmest skulle dø, da jeg læste noget af det. Det kom jeg dog over, og jeg har fået en meget stor bevidsthed og viden omkring det at leve med en kritisk sygdom. Bogen har virkelig lært mig meget, og hvis sygdommen mod forventning en dag skulle vende tilbage, så ved jeg at jeg vil læse bogen igen og søge hjælp til at få afklaret min angst, så jeg kan lære at leve et liv ”blandt løver”.
Måske er det en gang uklart rod jeg lige har skrevet, men tro mig, når man har læst bogen giver det hele meget mere mening. Derfor er det også en bog, som jeg mener, de fleste vil kunne lære noget af. Måske ikke kun på det personlige plan, men man kan også lære at forstå andre mennesker bedre.
Jannie
Jeg synes, det er så stærkt, det du skriver! Jeg kan godt nikke genkendende til den AHA oplevelse. Jeg får gåsehud over det hele! Det var bare, det jeg ville sige!!!!!! :-)
yasmina
Du er dén erfaring rigere, som vi alle godt kunne bruge, uden sygdommen selvfølgelig :-)
Dødsangsten er vores allesammens fælles-angst, og vi ville alle leve meget bedre hvis vi facede den én gang for alle og gjorde op med os selv, hvad det egentlig er vi vil ha ud af livet.
Godt for dig, Sandie, tillykke med erfaringen :-D
Ann Christine
Kære Sandie,
Har lige læst lidt på din blog.... Ved sørme ikke lige hvad jeg skal sige, -jeg er ked af at høre om alt, hvad du har været igennem. Det lyder heldigvis som om det går den rigtige vej. Du er sgu sej at du har skrevet denne blog, jeg håber, at den vil ud over at være til nytte for dig, også vil være til nytte for andre i samme situation.
Mange tanker fra
Ann Christine (fra FIØK, Hobro)
stinne
Hej Sandie.
Kender dig overhoved ikke, fik anbefalet din blog af en veninde, men må sige at være helt opslugt af din fantastisk personlige beretning, der rummer så meget liv og optimisme i en hård tid. Er selv sygeplejerske så kan ikke lade være med at læse det lidt fra en fagnørds side og man får jo et enestående indblik i hvordan det er at få konstateret en cancerdiagnose samt betydningen og ændringen af ens liv. Du mestrer situationen ubeskrivelig stærk, jeg tror din viljestyrke og positive indstilling til hele forløbet i virkeligheden har en ligeså helbredende effekt på din sygdom som dine kemokure og medicinske behandling har..
Så fortsæt med dit smittende livsmod!!!
Mange tak for en super blog ;-)
Stinne