I onsdags fik jeg opereret min port-a-cath ud, og det gik fint og helt uden problemer, selvom det var en lang dag fyldt med ventetid. Jeg skulle have porten ud, så arret kan nå at hele inden jeg skal i gang med højdosisforløbet på fredag. Torsdag og fredag fik jeg det sidste af min C2-behandling og fredag var vi på kommunehospitalet, hvor vi fik en masse info omkring strålingen i højdosisforløbet.
I weekenden har jeg været hjemme, og det har været dejligt, selvom kræfterne har været små. I dag har jeg været til lungeundersøgelse og fået lavet "skaller" til stråling, så vi har faktisk været på sygehuset hele dagen, og det har været hårdt. Heldigvis har jeg haft en seng så jeg har kunnet hvile lidt ind imellem alle undersøgelserne, og ellers er jeg blevet transporteret rundt i kørestol.
Nu er jeg hjemme igen, og det regner jeg med at være frem til fredag, hvor jeg så småt skal starte højdosisforløbet op med sprøjter henover weekenden og på mandag går det så rigtig løs med stråling efterfulgt af kemo....