Først vil jeg lige takke jer allesammen for kanon opbakning og mange gode råd og forslag til "alternative" løsninger/behandling. Vi (mest Tanja og Mads) er ved at sortere lidt i det hele, for at finde ud af hvad jeg vil prøve at arbejde videre med, og der er virkelig noget at tage fat på i sådan en jungle. Jeg får desværre ikke svaret jer personligt på de kommentarer og mails I har sendt. I må nøjes med denne fælles TAK!!!

Her i weekenden har vi også fået snakket om forskellige praktiske ting, og det er dejligt at få styr på, så jeg/vi kan få det ud af hovedet, og bare leve. Der er stadig en masse praktiske ting som skal falde på plads, men nu har vi da fået startet, og vi får ordnet lidt hver dag, for der er jo desværre begrænsninger for, hvor meget jeg magter hver dag.

Jeg tager stadig ikke tlf.... Gider simpelthen ikke snakke og fortælle den samme historie hele tiden - I det store hele har jeg det fint, og hverdagen går godt, og derfor gider jeg ikke hele tiden hænge fast i sygdommen. Ikke fordi det skal blive tabu, men fordi det hele bare bliver så tragisk for mig, og jeg arbejder videre for livet. Jeg vil hellere have besøg end telefonopkald, men jeg planlægger ikke ret langt frem i tiden, så hvis I har lyst til at kigge forbi et smut, så skriv lige en sms inden, så I ved om jeg er hjemme.

Det var vist alt for denne gang - hav det godt til vi ses :-)

Så fik jeg endelig sorteret nogle af alle billederne, der blev taget til vores bryllup. Der ligger nogle stykker på billedsiden, så de nysgerrige kan få stillet deres nysgerrighed :-)

Jeg vil lige endnu engang takke for alle de blomster, hilsner, gaver osv. vi har modtaget den forløbne uges tid. Det har været meget overvældende og uventet, men det varmer jo at sammen :-)

Vi glæder os stadig over den fantastiske og uforglemmelige dag vi havde, men ser også frem til et brag af en fest næste år :-)

Nå, ja - efter sådan et bryllup skal prisen jo betales.... og det endte så med at jeg røg på sygehuset i fredags med feber og meget forhøjede infektionstal, så nu er jeg indlagt nogle dage, hvor jeg får antibiotikabehandling - øv øv. Men jeg har det heldigvis meget bedre igen, så det er godt.

Ja, den er god nok…. I dag kl. 16 har vi givet hinanden vores ja under helt private forhold hjemme i haven, kun omgivet af vores allernærmeste; forældre, søskende og mormor.
Det var jo ikke lige frem meningen, at dagen skulle fejres på denne måde, men da vi nu i snart evigheder har talt om brylluppet, og vi lige nu ikke magter at arrangere den fest, vi i virkeligheden ønsker at fejre dagen med, så bliver det sådan her i første omgang, og så håber vi på, at energien og helbredet er helt i top om et år, hvor vi vil tage revanche og holde en stor fest og virkelig fejre begivenheden med et ordentligt brag af et bryllup.
Dagen i dag fejrer vi ved at hygge os med lidt champagne og kransekage herhjemme, og i aften skal vi så ud og spise og hygge os, og det er så, det der bliver af ”fest” i denne omgang.
Årsagen til, at vi har holdt dagen hemmelig for de fleste, er, at vi på ingen måde ønsker/har ønsket nogen form for opmærksomhed på dagen, da vi hellere vil gemme det til festen næste år.

Så er det vist på tide at jeg giver lyd fra mig. Lige efter jeg skrev det sidste indlæg blev jeg udskrevet, og jeg har været hjemme i 14 dage uden et eneste sygehusbesøg - jeg fik også hele påsken derhjemme, så det har bare været skønt, men også hårdt. Da jeg forlod sygehuset sidst vidste jeg godt at den store udfordring ville blive, at få nok at spise og drikke, og udover at jeg lige nu får kur, så er hovedårsagen til at jeg er indlagt igen, at alt det jeg havde taget på sidst, det har jeg tabt igen mens jeg har været hjemme. Jeg behøvede nemlig ikke at være indlagt for at få denne kur, men fordi jeg nu igen både får væske og ernæring er jeg desværre "bundet" til sygehuset i nogen tid. Jeg blev indlagt i onsdags, menget træt og afkræftet, men jeg har det allerede bedre, så det er åbentbart det der skal til, så længe jeg ikke selv kan spise og drikke nok. I morgen får jeg lov til at komme hjem på orlov indtil søndag, og så må vi se hvor længe de vil beholde mig i næste uge...

Jeg har desværre ikke været så ihærdig ved tasterne, da jeg i påsken har nydt det gode vejr, været nede og se Tanjas og Torbens nye lejlighed og fejret diverse fødselsdage, så det har været dejligt at kunne være med til.

Efter jeg blev udskrevet sidst fik jeg også bevilget en kørestol og en badebænk. Det er derfor nu nemmere for mig at komme i bad selv. Og kørestolen giver en dejlilg masse frihed, da vi så tager den med, og hvis jeg bliver træt, så kan jeg altid bare sætte mig ned. Før kunne jeg ikke engang komme med en tur ind til byen, hvilket ikke er noget problem mere.

Jeg er også blevet bevilget fysioterapi derhjemme to gange om ugen, så mine ben kan komme lidt igang. Det er ikke startet endnu, men hver dag jeg er herude på sygehuset er jeg nede i deres fysioterapi for at træne, og det er rigtig godt :-)

Derudover skal jeg vist lige fortælle, at jeg endelig har fået lov til  at gå i svømmehallen, selvfølgelig "på eget ansvar" Jeg har derfor to gange i påsken også været nede og "svømme". Det var fantastisk selvom jeg næsten ikke kan svømme mere - benene slæbte hen langs bunden - men det var skønt :-)

Det er ved at være længe siden, jeg har givet lyd fra mig - nok fordi jeg ikke synes der er sket så meget, så jeg ikke rigtig har noget at berette om.

Efter strålerne har jeg haft nogle hårde uger, hvor jeg ikke har kunnet spise og drikke så meget, men det går heldigvis bedre nu. Lige nu døjer jeg meget med tør mund og hoste, som desværre medfører opkast nogle gange.

Jeg har været hjemme de sidste par uger, og det har været dejligt, selvom min dag næsten først starter til middag, da min krop ikke er klar til at stå ud af sengen inden. Jeg har efter min psykologs anbefaling lavet små dagsplaner, så jeg hver dag har nogle små ting/projekter jeg kan lave, så jeg ikke fylder hovedet med alle de forkerte ting, og det virker rigtig fint, og det er da også dejligt at få lavet nogle ting. Jeg kommer også ud og går en lille tur næsten hver dag, og det er også dejligt.

I denne uge får jeg kemo. Jeg har fået en portion mandag og onsdag, og så skal jeg have sidste del i morgen fredag. Det tager jeg fint, jeg er bare meget træt, så jeg tager nogle ordentlige skrabere indimellem. ca. 10 dage efter denne kemoomgang skal jeg scannes, så de kan se hvordan det hele ser ud, så det er lidt spændende....

Jeg nyder mere end noget andet at være hjemme, men når det så er sagt, så er det altså også pisse hårdt... Fysisk synes jeg, at jeg skal kæmpe for alt - der er ikke noget som er nemt, og det er hårdt, men det går fremad stille og roligt fremad, jeg synes bare det går for langsomt. Jeg ser ikke nogle forandringer fra dag til dag, men jeg kan godt se at jeg har rykket mig meget siden jeg kom hjem fra sygehuset, og det er jo det jeg skal huske på...

Psykisk har jeg det ikke så godt, det er desværre blevet til mange dage med tårer. Mit hoved og min krop følges ikke helt ad. Jeg vil gerne en helt masse - arbejde, besøge venner, gå lange ture, tage ned og svømme osv. men der er stadig en del fysiske begrænsninger, da jeg ikke helt kan holde til det. Det er ligesom det hele vælter ned i mit hoved og jeg kun kan se alle begrænsningerne, frygten og alt det dårlige i stedet for de SMÅ fremskridt... Derfor har jeg nu fået en henvisning til psykolog, så jeg kan få ryddet lidt op i øverste etage, for det er sku hårdt at være ked af det og bange det meste af tiden.....

Jeg nyder hver dag, jeg er hjemme. Jeg kæmper forsat med at få flere kræfter, men det bliver til en gåtur eller ca. 10 min på kondicyklen hver dag, og maden er også forsat en lille udfordring, så jeg spiser selektivt, men det går fint, og det går fremad. I dag har jeg både lagt tøj sammen og startet vaskemaskinen - ja, det er store ting for mig:-)

I går var jeg til kontrol, og mine tal er allerede så fine, at jeg nu har fået udgangstilladelse til at være sammen med andre mennesker, så måske er der nogle som snart får besøg - jeg skal dog forsat holde mig fra syge mennesker, da mit immunforsvar stadig er lidt skrøbeligt.

Jeg havde ellers lige fået uddelegeret alle juleaverne, så de er købt, men jeg glæder mig nu til at komme ned i byen igen og gå en tur, og se hvordan byen ser ud. Jeg fik i weekenden at vide, at det var tydeligt, at jeg havde været på sygehuset længe, for da vi kørte min søster til toget, var der mange ting jeg ikke havde set i Silkeborg by.

Så er jeg endelig hjemme igen efter godt 2 uger på sygehuset. På den ene side så føler jeg, jeg har været der en evighed, og på den anden side ved jeg slet ikke hvor de to uger er blevet af. Har lige læst det sidste indlæg jeg skrev, og jeg kan faktisk ikke huske, at jeg havde kastet sådan op...

Årsagen til al den tid på sygehuset er jo bl.a. kur, så har mine immuntal været for lave, og så har jeg haft væske på lungerne to gange.....

Det er meget dejligt at være hjemme, men også meget hårdt. Jeg ligger ned det meste af tiden, i hvert fald ca. 20 timer i døgnet, det er næsten ikke til at holde ud at tænke på, men jeg har ikke kræfter til noget som helst. Heldigvis har jeg det som prinsessen på ærten, der bliver vartet op med alt, fra mor, far, Tanja og Mads så det er simpelthen bare fantastisk og fuldstændig uundværdigt... Jeg synes jeg får lidt mere energi og lidt flere kræfter dag for dag, men det er stadig en bedrift bare at komme i bad, spise og få tøj på....

Jeg gør det bedste jeg har lært med at spise, men det bider sku ikke rigtig på, så tøjet bliver desværre bare større og større - mine ben og arme er så tynde, at det ligner jeg har haft gips på i mindst en måned.... selvfølgelig kan det hjælpe når man fra den ene dag til den anden kan tage 7 liter på i væske :-) Det har heldigvis fortaget sig det meste igen.

Det er gået godt med kuren denne gang, til gengæld har jeg haft en del problemer med det sidste lungedræn de lagde - det var frygteligt, og jeg var i konstant smerte mens det lå, og det koster sku mange kræfter, når det gør ondt.

Nu håber jeg, jeg får lov til at være hjemme ind til på fredag, hvor jeg skal have kur igen, så jeg kan samle lidt flere kræfter og mere energi.

Jeg har et kæmpe hængeparti hvad angår alle de mails I har sendt mig - dejligt at modtage og høre om det virkelige liv - bliv endelig ved :-), men meget hårdt at nå at svare på dem alle, så det er altså ikke alle der får svar hver gang :-) Håber det er ok!

Endelig fik jeg lov til at komme hjem søndag eftermiddag. Der er simpelthen ikke noget bedre end at være hjemme igen. Hjemme i sin egen seng, på sit eget badeværelse og sin egen sofa. Helt uden at være under administration med hvad jeg gør og hvornår. Det er simpelthen fantastisk :-)

Energien og kræfterne er små, men jeg har det fint bortset fra lidt kvalme indimellem, og så laver jeg de småting jeg orker, og resten lader jeg være som det er...

Jeg føler lidt indimellem, at jeg lever en pensionist tilværelse.... Jeg sørger selv for at få morgenmad og frokost, mens aftensmaden sørger mor og far for. Vaskeøjet ordner mor stort set også, mens far sørger for, at jeg hver dag kommer ud og får lidt luft og motion. Rengøringen klarer Mads og min søster. Indkøb klarer Mads også sammen med alt det andet der nu lige skal ordnes.... 

Ja, hvad er der så tilbage til mig??? Sofaen, fjernsynet og computeren, og lidt let oprydning :-) Glæder mig godt nok til, at jeg selv kan klare noget mere selv.

Så er jeg endelig ved at være ovenpå efter godt en uge i Kemo Hell!!! Hold fast hvor har jeg haft det skidt, så skidt at jeg slet ikke kunne tro jeg kunne have det så skidt - men pyt nu er jeg endelig ved at være ovenpå igen :-)

Det gik egentlig fint de dage hvor jeg fik kemoen, og også om fredagen. Jeg havde det ikke så godt, men jeg havde det nogenlunde som jeg kunne forvente det. Men så blev det lørdag, og så blev jeg simpelthen overmandet af sådan en træthed og afkræftethed, at det kan man slet ikke forestille sig. Lørdag og søndag sov jeg nok ca. 16-18 timer pr døgn. Jeg var bare så træt og utilpas, og når jeg havde været vågen i to timer, så kunne jeg godt tillade mig selv at sove igen.... Nå, mandag var det lidt bedre med trætheden, men kræfterne var stadig helt væk. Jeg har følt mig som et skelet - en indtørret rosin. Det har været som om min krop fuldstændig har været drænet. Jeg har nok ikke spist nok, og heller ikke drukket nok, men det er altså også svært når ingenting smager som det skal, og alt kan give mig kvalme. Det var en udfordring bare at flytte sig fra sengen til sofaen, og hver gang jeg rejste mig, gjorde det ondt i benene, fordi de var så afkræftede.

Derfor begyndte jeg et nyt projekt i mandags, "Sex and the city". Jeg har fået at vide af mine veninder, at det er en fejl i min opdragelse, at jeg aldrig har set den serie, så nu har jeg fået hele serien på dvd, for så var der vist ikke flere undskyldninger :-) derfor har jeg mandag og tirsdag set 18 afsnit..... og der er ikke sket noget endnu i serien... :-)

Nå, tirsdag havde jeg ikke fået det synderligt bedre, så jeg besluttede mig for at ringe til sygehuset, for at få nogle gode råd, blive beroliget... et eller andet bare... Lægen jeg snakkede med synes jeg skulle komme ud til tjek, så de kunne tage nogle blodprøver, og se mine værdier, for måske kunne jeg have brug for blod. Derfor havde jeg lige en enkelt nat på sygehuset fra tirsdag til onsdag. Det hele så egentlig meget fint ud, men de gav mig en masse salt- og sukkervand, og det har jeg altså fået det bedre af, så jeg trængte nok bare til at blive tanket op, og nu må jeg hellere være lidt mere opmærksom til næste gang, så jeg selv husker at dríkke mere, og forhåbentlig kan slippe lidt nemmere om ved det end denne gang.

Nå, heldigvis har jeg det meget bedre nu, og i dag skal jeg have fjernet stingene fra den lymfeknude de fjernede, og så må jeg da lige fortælle, at jeg har en rigtig god fornemmelse med denne kemo. Flere af mine knuder er blvet mindre, jeg tror også nogle er helt væk, så lad det endeligt fortsætte :-)

Siden sidste søndag har mit hår drysset stille og roligt af. Ikke helt vildt de første dage, men i fredags fandt jeg min første skaldede plet lige midt i panden - ikke særligt kønt.... Fra fredag aften gik det stærkt - håret sad slet ikke fast mere, jeg kunne ikke køre mine fingre gennem håret uden at jeg stod med en hel håndfuld hår, det var helt vildt, meget mere end sidste gang.

Lørdag morgen var jeg lige ved at få spat, og mit hår så frygteligt ud. Heldigvis skulle jeg have besøg af nogle veninder lørdag aften, hvoraf den ene også er min frisør. Hun kom med trimmeren, og så fjernede vi de sidste sølle rester mens de andre veninder kørte ned og hentede pizza :-) Så nu er jeg skaldet igen....

I dag har jeg hentet min paryk, den er vist slet ikke så tosset, nu må jeg se om jeg kan vænne mig til den.

Så er jeg i gang med 2. omgang kemo, hvor jeg skal have den sidste del i dag. Det går fint med at tåle kemoen, jeg har ikke kvalme af betydning og jeg er heller ikke utilpas, så det er dejligt.

Mellem 1. og 2. omgang har jeg dog haft nogle dage med frygtelige knoglesmerter i lænden, hvilket skyldes den immunforstærkende indsprøjtning jeg får, da den sætter gang i produktionen af de hvide blodlegemer. Det er meget normalt med knoglesmerter, men det gør frygtelig ondt. Jeg fik noget smertestillende som virkede, men som også gjorde mig "skæv" og hundesyg, så Mads havde travlt med at tømme den ene balje efter den anden...

Siden første behandling har jeg mærket fremskridt med den knude på halsen, hvilket min læge også kunne se, og han synes også min brystkasse var blevet mere symmetrisk, så det er dejligt. Til gengæld synes jeg ikke, de knuder jeg har bag ørene forsvinder og jeg har fået to nye knuder i hovedbunden. Lægen sagde, at alle de knuder han mærkede er små, men det er jo ikke meningen, at der skal komme nye knuder, og derfor har vi aftalt, at jeg skal kontrolscannes inden 3. omgang kemo i stedet for at vente til efter 3. omgang, så vi er helt sikre på at det virker som det skal, og så jeg kan få ro i stedet for at være så bekymret og mærke hele tiden....

Jeg har forsøgt at aftale med mig selv, at jeg kun må mærke på dem en gang om dagen, for det driver mig til vanvid, når jeg mærker hele tiden. Jeg tror det er godt, for så kan jeg bedre flytte fokus :-)

Mit hår drysser helt vildt, men jeg overgiver mig ikke helt endnu, i stedet for nyder jeg, at det faktisk er så "langt", at jeg nu kan lave, nok verdens mindste, hestehale, men den er der, og når håret er samlet så drysser det ikke så meget. (jeg skal nok se, om jeg ikkelige kan få taget mig sammen til at lægge et par nye billeder ind, så I kan se mit "lange" hår:-))

I dag skal jeg ud og kigge på paryk når jeg har fået behanding. Ja, jeg har jo aldrig brugt den paryk jeg har, og jeg er da heller ikke sikker på, at jeg vil have en, men jeg vil kigge, og jeg hvis jeg finder en, så regner jeg med, at den kun vil blive brugt når jeg tager på arbejde, så jeg ikke behøver at fortælle historien igen og igen :-) Men ellers er jeg jo helt tryg ved mit skaldede hoved og mine tørklæder.

Nå, det var vist alt for nu. Jeg håber I alle nyhder sommeren, som endelig har valgt at komme til Danmark.  

Jeg har nu fået hele den første omgang kemo, og jeg har det godt! Jeg har det meget bedre end jeg overhovedet havde turde håbe på, så det er fantastisk.

I går og idag har jeg været på arbejde i nogle timer, og det har været skønt! Det er dejligt at komme lidt tilbage til en hverdag, hvor sygehus, behandling mv. ikke skal fylde det hele.

Ja, under omstændighederne tror jeg ikke jeg kan få det bedre end jeg har det lige nu, så det er jo dejligt. Lad os håbe det kan blive en vane :-)

God weekend allesammen:-)

Jeg vil bare lige sige tak til jer allesammen for alt den opbakning I giver mig - I har været rigtig søde til at skrive en opmuntrende og fightervillig kommentarer til mig og det er dejligt. Jeg har til gengæld ikke fået svaret jer allesammen, men I skal vide, at jeg er meget glad for alle jer, som tænker på mig, det gør virkelig en forskel!!! Det kan være jeg lige så stille får skrevet tilbage, jeg er jo også lidt nysgerrig, hvordan I går og har det, og hvad I laver.

Jeg har fået min anden portion kemo i dag, og jeg har det overraskende fint - lad os håbe det fortsætter sådan :-)

Jeg har en del veninder, som enten er gravid eller ammer, så til jer, har jeg forhørt mig om der er nogle forholdsregler vi skal tage, for at vi kan ses. Jeg må gerne være sammen med gravide og ammende kvinder, dog må vi ikke give kram i de første 4-5 dage efter jeg har fået behandling. Desuden må jeg heller ikke holde et spædbarn i disse dage. Ellers skulle der ikke være noget til hinder for at vi kan ses, så jeg håber snart at se jer - der er jo mange af jer :-) Til jer som ikke har født endnu, så vil jeg opfordre til, at I føder i en af de uger jeg ikke får kemo :-)

Så er det igen blevet tid til kræftens bekæmpelses årlige landsindsamling. Så hvis du ikke lige ved, hvad du skal lave på søndag, er jeg sikker på, at der altid er brug for endnu en indsamler, som vil hjælpe til og støtte et godt formål! Hermed en lille opfordring til at gøre en lille bitte indsats som har stor betydning for os alle sammen :-)

God weekend :-)

De positive resultater fortsætter, når det gælder muligheden for at blive gravid for unge kræftpatienter, som er blevet sterile i forbindelse med eller som følge af behandlingen.
I dag har jeg lige læst en artikel om hende, som sidste år var den første kvinde i Danmark og nr. 5 på verdensplan, som blev gravid efter tilbagesættelse af æggestokvæv efter endt kræftbehandling. Hun er nu gravid for anden gang, og denne gang er det på helt naturlig vis, og ikke ved kunstig befrugtning som hendes første graviditet var. Det er jo helt fantastisk, og jeg er da glad for, at resultaterne er så positive, hvis jeg en dag skulle få brug for mit nedfrosne æggestokvæv :-)
Samtidig kan jeg blive helt forarget, når jeg snakker med andre unge kræftpatienter, hvor langt fra alle har fået tilbudt at få fjernet noget æggestokvæv inden kemobehandling påbegyndes! Jeg blev orienteret om denne mulighed næsten med det samme på sygehuset. Det var lægen, som opererede mig, der anbefalede mig det, og hvis ikke hun havde tilbudt mig det, så er jeg da heller ikke sikker på, at jeg havde kendt til muligheden.... Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvis det ikke er obligatorisk, at de skal tilbyde det til unge kvinder, som står overfor en kræftbehandling.....

Det er efterhånden længe siden jeg har givet lyd fra mig, men det er fordi jeg har det SÅ godt, og det hele går rigtig godt. Jeg er super glad for mit arbejde, og jeg har nogle fantastiske kollegaer, så hver dag glæder jeg mig til at skulle af sted. Dejligt endelig at have fået den følelse tilbage i kroppen, at være glad hver morgen jeg vågner, fordi jeg har noget at stå op til:-).
Jeg startede med at arbejde ca. 3 timer om dagen, og nu har jeg knap fem timer om dagen, så det går i den rigtige retning. Jeg kan da godt mærke, at jeg er mere træt om aftenen og i weekenden og jeg sover rigtig godt om natten, men det er virkelig en fed fornemmelse at have fået en næsten normal hverdag igen.
De er tilsyneladende også glade for mig i banken, da vi allerede har forlænget vores aftale, så jeg nu skal være der fem til 30. september. Altså skal jeg tilbage dertil efter operationen i maj. Det er jeg meget glad for, da jeg så har et "kendt" sted at vende tilbage til, i hvert fald i første omgang. Så må vi se, hvad der kommer til at ske efter 1. oktober…

I tirsdags var jeg blevet inviteret til et møde i Århus, sammen med andre unge brystkræft patienter. Først var jeg lidt i tvivl om, jeg skulle tage med, da jeg jo snart er færdig med min behandling, og egentlig har jeg jo endelig fået en hverdag jeg skal passe. På den anden side tænkte jeg, at jeg måske stadig godt kunne bruge noget sparring fra nogle andre unge kvinder, eller måske kunne jeg give nogle af mine erfaringer videre til nogle, som ikke er kommet så langt i forløbet!
Jeg tog af sted, og vi havde en rigtig hyggelig eftermiddag. Vi var 9 kvinder i alderen 25-37 år, som hver især er i gang med en behandling af brystkræft. Selv om vores historier ikke alle lignede hinanden, så tror jeg, vi alle nød at være i et forum, hvor vi for måske første gang i lang tid ikke følte os alene i verden, men blandt "ligestillede", som på alle måder kunne forstå hinandens tanker, udsagn og historier.
Vi aftalte, at vi skal mødes igen i begyndelsen af marts, så vi kan sludre videre :-)

2007 er nu fortid, og jeg kigger tilbage på et år, hvor der er sket rigtig meget i mit liv, selvom jeg indimellem også har følt, at livet har stået helt stille.
Den første halvdel af året gik for mig med at få overstået alle kemobehandlingerne, hvilket jeg er kommet helskindet igennem, og jeg nyder nu igen at have hår på hovedet – jeg ser dog stadig frem til, at det skal blive længere, men ”Rom blev jo ikke bygget på én dag”. Derudover købte Mads og jeg hus, som vi overtog i maj, men da vi ville lave en del om, er vi først lige flyttet ind i det i december….
Umiddelbart efter kemoen var overstået startede jeg med herceptinbehandlingen, som jeg forsat er i gang med. Derudover gik en stor del af sommeren med at komme ovenpå igen efter kemobehandlingerne. I september følte jeg mig så småt klar til at begynde at arbejde igen, men det var også starten på et efterår fyldt med frustrationer over kommunen, og deres effektivitet eller mangel på samme. Endelig lige før jul, da jeg tog sagen i egen hånd, fandt jeg et fantastisk job, som jeg nu er startet på :-)
2008 bliver for mig også et begivenhedsrigt år. I maj afslutter jeg min behandling, og umiddelbart herefter skal jeg endelig have lavet nye bryster, noget som jeg virkelig ser frem til, selvom det forlyder, at det bliver en hård omgang.
Hvordan arbjedsåret bliver er svært at sige, men jeg har da et godt sted at starte nu :-), og hvad der kommer til at ske efter de sidste operationer må tiden så vise.
Jeg ønsker alle et godt nytår, og håber, at I alle også har et begivenhedsrigt år at se frem til :-)

I torsdags var det præcist et år siden jeg fik min første kemokur, men det var også den dag, hvor jeg startede på mit nye job i Spar Nord Bank :-). Jeg har kun været der 4*3 timer, så det er begrænset, hvor meget jeg kan endnu. Indtil videre er jeg helt vildt glad for det, og de er alle sammen super søde og gode til at hjælpe mig i gang med de forskellige opgaver!!
Jeg glæder mig nu hver dag over, at jeg har noget til at stå op til om morgenen, og selvom jeg hele tiden får mange nye informationer og opgaver, synes jeg godt, jeg kan rumme det, så det er jo en god lille sejr for mig :-)

Jeg har desværre endnu ikke fundet et arbejde, men for knap to uger siden var svømmeklubben i bekneb, da der er en træner, som er holdt. De spurgte om jeg havde lyst til at hjælpe dem og afløse på fem børnehold. Om jeg havde lyst var egentlig ikke et spørgsmål, for det havde jeg. Jeg skulle dog lige afklare det med kommunen, om det var i orden. Det var helt i orden.
Der var også et praktisk problem omkring min protese, som jeg skulle have løst. Når jeg tager ned og svømmer selv, bruger jeg ikke protese, men det har jeg ikke lyst til, når jeg går i svømmehallen blandt mennesker. Jeg fandt hurtigt en løsning, så nu skulle jeg så bare tage udfordringen op.
Det var bare super fedt at være tilbage i svømmehallen, og det gik ud over al forventning. Jeg fik mange positive tilbagemeldinger fra forældrene og for første gang i lang tid havde jeg fornemmelsen af, at jeg faktisk stadig er god til noget, og det er sku (undskyld jeg bander) en god følelse.
Da svømmeklubben ikke har fundet en ny træner til holdene, har jeg aftalt med dem, at jeg gerne vil hjælpe, indtil jeg får et ”rigtigt” job. Så nu glæder jeg mig til på torsdag, hvor jeg igen skal ned og undervise :-)
 

Oktober er nu overstået, og støt brysterne indsamlingen er afsluttet. Endnu engang vil jeg takke alle jer der har støttet indsamlingen på den ene eller anden måde. Resultatet er imponerende – der er i alt blevet indsamlet kr. 1.951.123 ved internet indsamlingen, hvilket er ca. kr. 200.000 mere end sidste år.
Det betyder, at der nu er endnu flere kroner til bl.a. forskning og behandling af brystkræft.

Mange tak til alle dem som allerede nu har ”støttet brysterne”. Målet for hele indsamlingen er, at der skal indsamles 1 mio. kr. Umiddelbart er det mange penge, men når jeg så hører at røde kors i søndags kunne samle 22 mio. kr. ind på fire timer, så synes jeg lige vi skal komme ind i kampen på denne front også.
Jeg kan heller ikke lade være med at tænke, at hvis hver dansker bare gav 1 kr., så ville der være indsamlet ca. 5,5 mio. kr. Det giver da lidt stof til eftertanke…..
Indtil videre er der indsamlet ca. kr. 870.000 så vi er da godt på vej….
www.stoetbrysterne.dk

Det er altid vigtigt at have det godt med sig selv. Det har indimellem været lidt af en udfordring for mig, da jeg jo i snart et år har haft kun et bryst, været skaldet (nu meget korthåret) og syg. Jeg har ikke lavet meget andet end at rende rundt derhjemme eller være på sygehuset. Det er jeg blevet meget praktisk af. Jeg har i det seneste år stort set ikke købt andet tøj end langærmede t-shirts i forskellige farver og et par cowboybukser. (Godt for tøjbudgettet :-))
I det daglige betyder det ikke noget for mig, men når vi indimellem skal i byen, hvor man skal være lidt pæn, så render jeg ind i problemer. De fleste synes, det er lige meget hvad jeg har på, og det er det måske også, men det er jo ret vigtigt, at jeg har det godt med sig selv, og så er det dejligt at føle at jeg faktisk stadig godt kan være lidt pæn til trods for det manglende bryst og min meget korte ”frisure”. Tro mig, der er meget tøj man ikke kan bruge i sådan en situation…
I denne weekend skal vi til barnedåb og om et par uger skal vi til noget andet familiefest. I går gik det op for mig, at jeg ikke har noget at tage på. Joo, langærmede t-shirts og cowboybukser….
Jeg blev faktisk lidt ked af det, for jeg følte mig bare så ”grim”, men så snakkede jeg med min søster, som sagde, at det skulle vi nok finde ud af og ellers har hun et tøjlager på størrelse med en hel butik, som jeg kan låne af :-).
I dag har jeg så været nede i byen og kigge på tøj – rigtigt tøj, ikke bare praktiske t-shirts. Jeg fik købt et par bluser, men jeg følte næsten det var første gang i mit liv, jeg var ude at købe tøj… Jeg ved ikke rigtigt, om jeg synes, det jeg har købt er pænt, så det må jeg have andre til at bedømme, men nu har jeg da fået noget :-)
Hold fast hvor jeg glæder mig til at min hverdag bliver normal igen…..

Så er vi hjemme igen efter en helt fantastisk ferie til Paris, en by som uden tvivl er mere end et besøg værd. Vi fik naturligvis leget turister i stor stil, med der blev også tid til afslapning. Det eneste negative var, at sådan en ferie altid har en ende :-) Allerede dagen efter skulle jeg både snakke med lægen og på sygehuset for at få taget en blodprøve…. Ja, det er så den hverdag jeg er vendt tilbage til :-)

I fredags var jeg ude at cykle, og for første gang i ca. 8 måneder oplevede jeg noget som de fleste oplever hver dag, og som også ofte er irriterende. Jeg havde vind i håret….. Det var mega fedt!!! Mit hår er nu ca. 2,5-3 cm. Langt, og selvom det gror i bedste velgående, er der stadig lang vej til at jeg kan få frisure. Jeg er dog allerede blevet klippet en gang i nakken og ved ørene, så det går da den rigtige vej :-)

Nej det er ikke helt rigtigt, men næsten. I morgen skal jeg til Århus og have min 5 herceptinbehandling, og torsdag tager vi så af sted på en lille miniferie til Paris. Jeg glæder mig helt vildt til at komme væk fra det hele og bare slappe af. En lille ferie væk fra sygehuse, husrenovering mv. er efterhånden meget tiltrængt og hvis jeg selv skal sige det, synes jeg også det er velfortjent!!

Sidste onsdag meldte jeg mig ind i et motionscenter i Silkeborg, så jeg kunne komme i gang med at genoptræne og derved få mere energi og flere kræfter. Jeg havde forinden været dernede for at snakke med dem om min situation og for at høre hvad de kunne tilbyde mig. Jeg sagde, at jeg forventede at få en erfaren og kvalificeret instruktør, da jeg synes der er mange hensyn at tage bl.a. med min arm, og så vil jeg jo gerne være sikker på, at jeg får bygget træningen rigtigt op, så jeg får flere kræfter og mere energi af at træne i stedet for at blive mere træt…
Hende jeg snakkede med forsikrede mig om, at den instruktør hun havde valgt til mig vidste hvad hun snakkede om.
Da jeg så kom derned i onsdags, fortalte jeg instruktøren om min situation, hvad lægen havde sagt, og hvad jeg selv godt kunne tænke mig. Jeg spurgte også om hendes baggrund. Jeg havde nok forventet at hun var i gang med eller havde en ”relevant” uddannelse. Hmm, hun er ”bare” uddannet fitnessinstruktør, og jeg tror, hun synes, det var en stor mundfuld at påtage sig…
Nå, vi fik lavet et styrketræningsprogram, og det var fint nok, men ellers synes jeg ikke vi fik planlagt noget selvom jeg sagde, at det er meningen, at jeg skal starte dagen dernede 5 gange om ugen, og jeg kan jo ikke styrketræne hver dag. Det var altså ikke med armene over hovedet jeg kom hjem den dag….
Nå, i fredags snakkede jeg med centerlederen dernede, da jeg ikke helt følte, jeg havde fået det ud af det, som jeg havde efterspurgt. Hun var rigtig sød og vi fik sammen lagt en plan, så nu føler jeg, jeg er kommet godt i gang dernede. Planen er, at jeg to gange om ugen skal lave styrketræning og konditionstræning. To gange om ugen skal jeg gå på hold – til at starte med bliver det yoga og pilates. Det er godt nok ikke lige til mit temperament, men det skulle jo være så sundt for kroppen :-) Den sidste gang om ugen skal jeg lave det jeg har lyst til

Ikke helt uden forhindringer har vi nu endelig kunnet bestille en ferie. Turen går til Paris, og jeg glæder mig allerede helt vildt :-) Vi skal først af sted i slutningen af august, men det er jo godt at have noget at glæde sig til.
Når man er sygemeldt og gerne vil på ferie, er der en nogle forhold man skal sørge for er i orden. Først skulle jeg ringe til Europæiske rejseforsikring, for at finde ud af, om de skulle lave en forhåndsgodkendelse til mig. Hende jeg snakkede med var ikke skide hjælpsom… Hun snakkede så hurtigt, at jeg slet ikke kunne følge med, og så sagde hun først det ene og så det andet, så jeg blev desværre ikke ret meget klogere…
Det er dog vist noget med, at hvis min behandling ikke har ændret sig to måneder inden afrejse, og jeg ikke er i gang med kemo, så kan jeg vist godt tage af sted uden forhåndsgodkendelse… Selvom jeg ikke fik helt fat i alt hvad hun sagde, så tror jeg, jeg bare kan tage af sted – det gør jeg i hvert fald…
Da jeg havde fået på plads, at jeg tror, jeg godt kan rejse rent forsikringsmæssigt, skulle jeg lige kontakte min sagsbehandler på kommunen. De skal også godkende, at jeg kan tage af sted, da jeg jo får sygedagpenge. Efter en længere samtale fik jeg lov til at tage af sted. Årsagen til, at de ikke kan modsætte sig det er, at jeg ikke forhaler min behandling, da jeg skal have behandling dagen inden vi tager af sted, og desuden har jeg feriepenge, jeg kan bruge. De vil naturligvis ikke vil udbetale sygedagpenge til mig, når jeg er i udlandet.
Så er alt det praktiske vist på plads og billetterne købt. Nu skal tiden bare gå, så vi kan komme af sted:-)

Lige for tiden tænker jeg rigtig meget på hvornår jeg er klar til at begynde at søge noget arbejde…. Nogle dage (de gode dage, hvor jeg er frisk) føler jeg mig helt klar, og jeg har lyst til alt muligt… Men ofte når jeg har haft en af disse gode dage efterfølges den af flere dage, hvor energien er noget lavere, og hvor jeg slet ikke kan overskue at skulle tænke på at søge et job…(Der bliver som tiden går heldigvis flere og flere af de gode dage :-))
Jeg har selv haft en forventning til, at jeg her omkring juli måned, ville være så meget over kemoen, at jeg kunne begynde at tænke fremad på nyt job, men jeg er vist efterhånden blevet klogere. Efter at have snakket med adskillige læger, sygeplejersker og andre kræftpatienter, så skal jeg vist forvente, at der går min. 3 måneder efter en kemobehandling, før jeg kan forvente at kunne klare en nogenlunde normal hverdag. Og da jeg jo står i den situation, at jeg ikke har et job at vende tilbage til, så kan der godt gå endnu længere tid, da der jo skal en vist portion overskud til at være jobsøgende…. Jeg har virkelig haft svært ved at acceptere, at jeg ikke er klar endnu, men jeg tror det er ved at gå op for mig, og jeg kan nu godt sige til mig selv, at det er helt i orden at jeg stadig går hjemme, selvom min tålmodighed er sat på en hård prøve engang imellem.
En af de ting som jeg også har tænkt meget på, nu hvor jeg går hjemme er, at selvom vi er midt i en ferietid, og jeg går hjemme hver dag, så føler jeg slet ikke, jeg har ferie – Jeg tænker tit, bare det var mig der havde ferie, når folk fortæller om deres ferie ….At jeg ikke føler dette som en ferie er nok også en indikation af, at jeg ikke er klar til at ”vende tilbage til et normalt liv”, da jeg stadig føler, jeg har mange begrænsninger, og hver dag skal jeg prioritere, hvad jeg helst vil, da jeg ikke har overskud og energi til at gøre hvad som helst.
Den tid kommer helt sikkert igen, og hold fast hvor jeg glæder mig… Lige nu ser jeg frem til at slutningen af august hvor Mads og jeg skal en tur til Paris. Så håber jeg, jeg får følelsen af ferie!! :-)

Hvad er mere passende her i den dejlige varme danske sommer, end at drikke vand – Ja den er god nok, jeg har igen fået smag for bare at åbne vandhanen og drikke det dejlige kølige vand. Det er jo helt fantastisk, og det smager helt som jeg husker det! :-)

Mit hår er for alvor begyndt at vokse igen, så det er bare dejligt. Som min søster sagde forleden, så har jeg ikke længere Britney Spears frisure, nu er det nærmere Daniel Agger frisure….. Det ender nok med at jeg får min egen frisure tilbage en dag. Jeg tror ikke mit hår har ændret sig pga. kemoen – jeg får vist bare kedeligt leverpostejsfarvet hår igen…. Men pyt, det er jo bedre end intet hår :-)

Jeg er efterhånden ved at været kommet mig rimelig godt efter den sidste behandling, det eneste som jeg stadig kan mærke er trætheden i kroppen – og den skal jeg nok ikke regne med forsvinder lige med det samme….. Nå, men det betyder jo, at jeg skal finde på noget at bruge tiden på…. Hmm ikke så svært når vi lige har overtaget huset, som for tiden går under navnet ”ruinen”…. Men måske skal vi døbe det om til "Villa VillaKulla", da ALT er skævt…. Puh, det er godt nok noget af et projekt vi har gang i, men det skrider da lige så stille og roligt fremad. I næste weekend skal vi have flyttet alle vores ting, men da huset nok ikke helt når at blive færdig dertil, så tager vi lige et ophold på ”Lunds Hotel” (Tak mor og far:-)) indtil vi igen kan omdøbe ”runien” til ”huset”.
 

Så har jeg fået det sidste ”skud” kemo – jeg vil ikke lige frem sige, det var en lettelse at få det overstået, for jeg vidste jo godt at flere dage med træthed og utilpashed ville være i vente…. Og det har da også holdt stik – jeg har nemlig været utrolig træt og skidt til pas denne gang, men nu kan jeg godt mærke, at det så småt er ved at være på retur, og jeg begynder at kunne glæde mig over at det virkelig er ved at være overstået – det bliver bare så dejligt de næste uger bare at kunne mærke, at jeg stille og roligt får flere og flere kræfter :-)
Nu da det var sidste gang jeg skulle forgiftes, vil jeg lige benytte muligheden for en sidste gang at brokke mig over, hvor meget jeg har hadet kemoen og dens bivirkninger, og hvor træls det har været!!!! VIRKELIG TRÆLS!!!! Jeg glæder mig stadig rigtig meget til bare at åbne for vandhanen og drikke en masse vand, at kunne spise alt mad, uden at det smager underligt. Derudover glæder jeg mig til ikke at have kvalme, få mere energi og ikke mindst til at blive lidt mindre afhængig af andre mennesker!! Hmmm, jeg glæder mig vel egentlig også til at få hår igen…. Men på den anden side, så er det jo så dejlig nemt at være skaldet….. Jeg tror dog alligevel Mads vil sætte pris på at jeg lader mit hår vokse.. :-)
Selvom jeg synes kemoen til tider har været hård, så synes jeg alligevel, jeg har klaret mig rimelig helskindet igennem…….

For nøjagtig en uge siden fik vi nøglerne til vores hus – Skønt!!!:-) Jeg havde lige huset for mig selv et par dage, da Mads først kom hjem fra Polen torsdag aften.
Fredag morgen var vi så klar til at svinge hammeren og begynde nedrivningen – og ja, det har vi (de – der skal jo være en, som leder og fordeler arbejdet…) så brugt de seneste 4 dage på, så nu er der stort set ikke mere tilbage indvendigt. Det har været dejligt med alt den hjælp vi har fået fra familie og venner – mange tak !!
Nu står huset bare helt råt og tomt, så nu kan vi begynde at ”forme” det, som vi gerne vil have det. Jeg nyder virkelig at have noget at gå op i, så går tiden også lidt hurtigere….

Det er nu en uge siden jeg fik min 6. kemobehandling, og jeg er ved ar være på toppen igen. I store træk har denne gang været lige som de foregående, hverken værre eller bedre….. så det er fint… Lige nu glæder jeg mig over, at jeg kun skal igennem ”kemohelvede” én gang til og så er det slut!!! Det bliver bare så fedt, når jeg er på den anden side af det…. :-)
Jeg glæder mig vildt meget til at genvinde alt energien, for selv om jeg har det fint her en uge efter behandlingen, så kan jeg ikke nå at blive mit ”gamle jeg” fra gang til gang.
Da jeg fik kemo sidst snakkede jeg med en læge, da jeg stadig døjer med min ryg. Selv om det kun er 6 måneder siden de scannede mine knogler og jeg har været i behandling siden, så synes han alligevel, at de skal lave en ny scanning af mine knogler, og så tager de også røngten af ryggen. Jeg tror ikke selv der er cancer i knoglerne og det gør lægen heller ikke, men man kan aldrig være for forsigtig…. Og måske kan de finde ud af, hvad der så er i vejen med min ryg…. Scanningen skal jeg have lavet i næste uge…. Så endnu en dag på sygehuset er i vente……

Det er nu snart 14 dage siden jeg har fået min 5. kemobehandling. Det var en hård omgang synes jeg, men nu har jeg det godt igen….. Det er ligesom om, at det hver gang kan komme bag på mig, hvor slemt jeg får det i dagene efter behandlingen. Jeg synes det er slemt hver gang, men når jeg snakker med folk om det, så siger de, at det lyder ligesom de andre gange, hvor det også har taget ca. en uge, inden jeg er ovenpå igen… Så det er nok rigtig nok, og enten så er min hukommelse helt i bund, ellers har jeg en fantastisk evne til at glemme og fortrænge det fra gang til gang :-)
Jeg synes dog det var meget slemt med mine smagsløg denne gang, det er vildt irriterende at det skal være så besværligt at spise almindelig mad – chips og pomfritter er jo ikke ligefrem det mest nærende. Jeg spiser dog normalt igen nu, men jeg kan stadig ikke drikke vand, det er virkelig belastende at det smager af metal….
Jeg er ved at være så langt i forløbet at jeg bare ved tanken om sygehuset, blodprøver, blå lænestole, kemo osv. kan blive helt dårlig og få kvalme, så jeg prøver ikke at tænke for meget på det, og nyde de dage hvor jeg har det godt!
Mads har været hjemme fra Polen i påsken, og det har været rigtig dejligt. Vi har haft travlt med en masse ting, og jeg har næsten kunnet klare at være med til det meste! Det er virkelig dejligt – jeg føler jo næsten jeg har levet et ”normalt” liv….
Selvom det nu snart er 14 dage siden jeg fik kemo, så går der endnu 14 dage inden jeg skal af sted igen, da den næste behandling er blevet rykket en uge, så jeg kan være frisk til en af mine veninders bryllup!!

Jeg har jo ikke lige frem været alt for gode venner med min paryk… den var ligesom bare helt forkert… Udover at jeg ikke synes den passede mig ordentligt, og at jeg så helt forkert ud, når jeg havde den på, ja så var det også som om, at pandehåret var sat forkert på parykken. Heldigvis var parykdamen enig med mig, så hun byttede den, og jeg har nu fået en ny og flottere paryk, som sidder pænere på mit hoved, og pandehåret vender den rigtige vej…. Nu kan jeg rent faktisk måske godt finde på at tage den på en dag…. Så har jeg ikke lovet for meget... :-)

Kræftens bekæmpelse har i dag haft deres årlige landsdækkende indsamling, og jeg deltog for første gang! Jeg havde allieret mig med min kusine, så i flot solskinsvejr begav vi os af sted på den tildelte rute! Vi blev mødt af mange venlige mennesker, som gerne ville støtte, hvilket var dejligt. Desværre var der også mange, som ikke var hjemme eller ikke lukkede op, mens kun ganske få mennesker ikke ønskede at støtte! Vi havde en lille kort rute, og efter ca. 1,5 time var vi færdige. Vi fik i alt indsamlet 949 kr. hvilket vi var godt tilfredse med!
Det var en positiv oplevelse, og det er i hvert fald ikke sidste gang, jeg har brugt en søndag på det!

Jeg har i dag været i Randers for sidste gang til fysioterapi! Det er fint nok, da jeg egentlig ikke har brug for det mere, for jeg har fuld bevægelighed i armen. Men det har været et fint holdepunkt for mig, at jeg en gang om ugen har været af sted og fået lavet en masse gode øvelser. Det har også været rart at mødes med andre i samme situation og få snakket om nogle ting, selvom jeg klart har været den yngste, men vores udgangspunkt har jo været det samme.

Jeg overvejer nu, om jeg skal begynde til noget yoga, for det skulle være så sundt….. nu må jeg se, om jeg får taget mig sammen….

I tirsdags var jeg på ”Look Good – Feel Better” kursus. Det er et kursus i hudpleje og makeup til kræftramte kvinder. Filosofien bag det er, at forøge livskvaliteten i en svær tid, ved at forkæle sig selv med god hudpleje og makeup, så vi kan komme til at synes om os selv til trods for manglende hår osv.

Det er bare et super godt tilbud – Der sad vi 8-10 skaldede kvinder med hver vores toilettaske der bare bugnede med lækre hudpleje- og makeup produkter. Pludselig følte vi os slet ikke alene i verden – vi lignede alle skinheads, som vi sad der, men vi var alle i samme situation, og den forkælelse kurset gav os, var vist lige hvad vi alle sammen trængte til. Det var bare super dejligt og hyggeligt, og vi havde dygtige vejledere, som guidede os gennem alle produkterne og deres egenskaber, og det var da sjovt at se resultatet til sidst, da vi alle tog huer, hatte og parykker på igen og gik derfra som nye ”forvandlede” kvinder!

Det er knap 14 dage siden jeg fik min 3. kemobehandling, og jeg er nu ved at have genvundet energi og overskud til at lave andet end at ligge på sofaen! Det har på mange måder været det samme denne gang som ved de forrige behandlinger, men på andre måder har det været helt anderledes! Jeg er begyndt at kende mit ”kemo-jeg” bedre og bedre, og derfor oplever og tackler jeg nok også noget anderledes nu i forhold til de første gange. Derudover har jeg igen fået reguleret min medicin, så jeg har ikke været så utilpas denne gang!

Jeg er bl.a. blevet bedre til at acceptere og lytte til min krop og sige fra, så jeg får den hvile som jeg har brug for. Jeg har også forsøgt, at lave nogle regler, som jeg skal forsøge at overholde, så jeg ikke kommer ud på et ”skråplan” hvor alting virker uoverskueligt for mig og jeg får det skidt! Jeg skal bl.a. forsøge ikke at lave aftaler der tager mere end 3-4 timer. Derudover er jeg blevet god til at acceptere, at det er okay at sove længe hver dag, og det er også ok, at tage en middagslur eller to om dagen, for det har jeg sku brug for. Derudover er jeg blevet bedre til at prioritere og sige fra, når jeg ikke har overskud til at være med/besøge folk/tage telefonen osv. Resultatet af dette er, at jeg får en lidt mere kedelig hverdag, men til gengæld har jeg det bedre rent fysisk!

Jeg har nu fået syet og klippet min paryk til, så den nu skal være til at bruge… Resultatet er ikke prangende… Jeg synes mest af alt, at jeg ligner Ulla Terkelsen, når jeg tager parykken på (på nær farven), men alt nyt tager tid at vænne sig til – det ved jeg jo efterhånden! Jeg har lige været ved at vaske parykken, så håber jeg, at det hjælper lidt på det! Jeg tror også, at jeg skal have klippet lidt mere af pandehåret af, men det skal jeg lige finde ud af, for håret vokser jo ikke ud igen, hvis jeg nu får klippet for meget af!!

Summa summarum så skal I nok ikke forvente at se mig med parykken foreløbig…

Kemoen påvirker smagsløgene – det er værst i dagene lige efter jeg har fået kemo! Efter en uges tid, kan jeg stort set spise alt igen, der er dog nogle ting, jeg har mere lyst til end andet. Jeg har ofte en underlig/dårlig smag i munden, dog føler jeg ikke, at jeg kan smage kemoen, som mange ellers synes de kan!!

De der kender mig godt ved, at jeg normalt helst vil drikke vand, ja jeg drikker stort set ikke andet, men sådan er det ikke nu. Jeg kan simpelthen ikke lide vand – det smager af metal, og derfor har jeg været nødt til at finde på noget andet. Den umiddelbare erstatning er vand med citronsaft, men jeg er også begyndt at drikke icetea og saftevand, hvilket dog er for sødt i de første dage efter jeg har fået kemo.

Jeg synes jeg kan spise det meste, dog er jeg lidt kræsen i dagene efter, jeg har fået kemo. Efter første gang spiste jeg rigtig meget italiensk franskbrød med smør og salt – meget underligt, men det var det, jeg havde lydt til!! Ellers er chips et meget stort hit, mens slik og chokolade ikke er i så høj en kurs som det normalt er…

Lægen sagde til mig inden jeg startede med kemoen, at det selvfølgelig er bedst, hvis jeg får en god, energirig og varieret kost. Men vigtigst af alt er, at jeg får noget at spise, så er det mindre vigtigt, hvad det er – bare jeg spiser!! Og ja, når det er chips jeg har lyst til, så er lægens ord jo en god undskyldning :-)

Her er lige et lille tilbageblik fra de seneste 5 dage i ”mit kemo-helvede”. Jeg hader kemo – det ødelægger mig fuldstændigt. Jeg fatter ikke, at der virkelig er nogen, som kan passe et arbejde samtidig med, at de er i kemobehandling! Jeg kan knap nok tage mig sammen til at komme ud af sengen om morgenen, og dagens store bedrift er at komme i bad og få lavet mine øvelser!! Ja jeg har vist skrevet noget lignende det her før, men jeg skriver det igen, for det gør virkeligt stort indtryk på mig, og fordi min hukommelse spiller mig lidt pus, så hvis ikke jeg har skrevet det før, så gør jeg det nu!!!

Jeg fatter virkelig ikke hvor hurtigt man kan få den fornemmelse i kroppen, ”kemo-fornemmelsen” – jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at det er det rene gift, som de sprøjter ind i min krop! Det er ligesom en rastløs, slap, dirrende, rystende, svimmel fornemmelse jeg har i kroppen hele tiden, og det gør mig utilpas… Ja kvalmen er der også, men jeg er blevet sat en del op i kvalmestillende medicin i forhold til første gang, så den er ikke så slem som sidst, men til gengæld føler jeg hele tiden, at jeg er ved siden af mig selv, og tingene foregår stadig i slowmotion. Jeg føler ikke altid, at jeg kan se helt klart – det hele bliver lidt sløret, måske det er fordi, jeg har fået så mange piller… Og min reaktion er sku heller ikke i top – jeg kører i hvert fald ikke bil, for det vil vist være uforsvarligt…. Og så er der jo hukommelsen – ja den er sku heller ikke i top – det er ligesom jeg slet ikke kan huske noget som helst. I torsdags sad mor, far og jeg og snakkede om, hvad jeg kunne have lyst til at spise lørdag aften… Og vi kom frem til at jeg godt kunne tænke mig farsbrød og kartofler, for det smager af noget – godt krydret…. Fredag formiddag, tog sygepasseren, alias far, og jeg ned i Føtex for at handle (endnu en stor bedrift…. ) og vi snakkede om, hvad vi skulle spise lørdag aften, så vi kunne handle til det…. Og ja det var først, da vi kom hjem og mor spurgte om vi havde købt ind til farsbrød, at jeg kunne huske, at vi havde snakket om det – det er sku bare for ubehageligt!! Så jeg undskylder hermed over for alle, hvis jeg glemmer noget…. (Hvorfor far ikke kunne huske det, ja det er der nok en anden grund til!!)

I går eftermiddag var vi til fødselsdag, og det gik rigtig fint. Men da vi kom hjem til mor og far bagefter, fandt jeg alligevel ud af, at det nok havde været for meget for mig, for da vi sad og spiste aftensmad, kludrede jeg lige pludseligt rundt i ordene – jeg kunne næsten ikke snakke, og jeg følte ikke jeg kunne se ordentligt på mit ene øje – mega ubehageligt. Jeg tænkte over de ord, der kom ud af min mund, men de lød bare forkert, når jeg sagde dem. Efter et hvil på sofaen og en god nats søvn, kan jeg igen snakke og se som jeg plejer...

Det er nu fem dage siden jeg sidst fik kemo, og giften strømmer stadig rundt i kroppen på mig, men det er heldigvis ved at være lidt på retur. Jeg glæder mig meget til, at jeg igen kan få nogle ”gode” dage, hvor jeg har lyst og energi til at stå op og lave noget!! :-)

Ja, så er mit hår ved at falde af. Det startede så småt i fredags, hvor jeg kunne se, der faldt mere af end normalt, når jeg børstede mit hår. Og når jeg kørte fingrene gennem håret, faldt der en masse hår af… Det var kun starten, for som dagene er gået, er det ret meget hår, der følger med, når jeg tager fat i det. Jeg troede, det ville falde af, så der ville komme skaldede pletter, men sådan er det ikke. Selvom jeg føler, det er totter, jeg river af, så er det meget jævnt, jeg er blevet tyndhåret – Jeg kan mest se det på pandehåret, og så kan jeg mærke det, når jeg tager fat i håret. Tanja har lige været ved at ”rive” hår af mig, så der sad vi som to abekatte, men jeg kan lige orientere om, at hun ikke fandt nogle lus... :-), og nu er der snart ikke mere hår tilbage.

Det er meget mærkeligt, men jeg er bare så øm i hovedbunden, men det gør ikke ondt når jeg ”hiver” håret af… Det gør mest ondt når jeg ligger med hovedet på hovedpuden og når jeg tørrer mit hår i et håndklæde.

Jeg troede jeg ville blive ked af det når håret begyndte at falde af, men indtil videre er jeg bare træt af, at der er hår over det hele, og så er jeg også lidt fascineret af, at det bare falder af – det er sku bare for underligt! Jeg tror, det er fordi, jeg ikke har kunnet se det så meget i starten, for jeg tror det bliver hårdt, når det sidste skal af…

Til sidst er jeg nødt til at kommentere dagens fantastiske flotte vejr, med flot og fredfyldt sne og solskin fra en klar blå himmel. Flottere vejr har vi vist ikke set længe… Der er vist et fødselsdagsbarn som har været særlig sød i år... :-)

I torsdags havde jeg besøg af en ung pige på 27 år, som også har haft brystkræft! Hun fik konstateret brystkræft for ca. 1 ½ år siden, så hun er færdig med kemo osv.

Det var rigtig godt at snakke med hende om en helt masse ting – jeg følte nu mest, det var mig der snakkede – typisk mig…- men det var rart at dele erfaringer, tanker osv. med én, som selv har prøvet det på egen krop, og som er ca. samme sted i livet, som jeg er. Hun har været stort set samme forløb igennem, som jeg er i gang med, så på rigtig mange punkter kan vi sammenligne vores situation, nikke genkendende til hinandens tanker og reaktioner, og jeg kan drage erfaringer fra hendes forløb! Jeg håber også, hun får noget ud af det, selvom hun er noget længere fremme i forløbet end jeg er.

Nogle ting har vi samme opfattelse af og erfaring med, mens vi på andre punkter har en mere forskellig holdning og erfaring. Men det er kun godt, at vi ikke alle sammen tænker ens og mener det samme, for nogle gange er det rart at få en ny og anden indgangsvinkel til tingene, så det måske kan blive nemmere at acceptere og bearbejde fremover.

Hvor er det en fantastisk følelse man har i kroppen, når man vågner om morgenen, og man rent faktisk har lyst og energi til at stå op!:-) Ja, jeg er ved at være på højkant igen… Den første uge efter kemoen var hård på grund af bivirkninger. Da de endelig begyndte at aftage, blev jeg ramt af en ordentlig omgang forkølelse og en smule influenza… Det har jeg nu sammen med strepsiler, vicks og ca. 3 ruller køkkenrulle endelig fået under kontrol, så jeg nu igen har energi til at lave andet end at ligge på sofaen med en bog eller se en masse fjernsyn. Så hvis der er nogen, der mangler en opdatering, hvad angår serier osv. så kan I bare sige til – der skulle være en rimelig chance, for jeg har fulgt med i stort set alt…:-)

Der er nu gået en uge siden jeg fik min første kemobehandling og sikke en uge…. Det har været hårdt, meget hårdt, at være så meget ved siden af sig selv! Hver dag har været en kamp, og hver lille ting jeg skal lave er nærmest en verdensbegivenhed for mig… !!!

Det er første gang i dag, at jeg har kunnet stå op, gå i bad, lave øvelser og tage tøj på i ét stræk uden at skulle holde pauser… Så det der for tiden karakteriserer mit liv er tålmodighed, da jeg føler, at alt hvad jeg laver foregår i slowmotion…. Og derfor har jeg også følt hver eneste ”begivenhed” som ”et lille skridt for menneskeheden men et stort skridt for mennesket” (alias mig). Som f.eks. da Mads´ søster i søndags nærmest måtte slæbe mig det sidste stykke omkring Almind sø, for jeg var bare helt færdig. Men på forhånd havde jeg da tænkt, at det kunne jeg sagtens klare... Eller da jeg i går skulle cykle en tur ned i byen, og da jeg endelig kom derned, var jeg så udmattet at jeg næsten ikke kunne stå op… Ja det er meget mærkeligt at alle de ting, som jeg normalt bare gør uden at tænke nærmere over det, lige pludselig er blevet hverdagens store begivenheder og sejre…

Nå, men jeg har får det i hvert fald stille og roligt bedre som dagene går, men kvalmen, utilpasheden og trætheden i kroppen er der stadig…   

Det er med stor glæde, at jeg i aften siger farvel til år 2006 og hilser år 2007 velkommen!! Selvom 2006 startede ganske fornuftigt med veloverståede eksamener og efterfølgende job, ja så kan det alligevel ikke ændre på, at jeg synes, at 2006 er det værste år i mit liv!!! 2007 kan kun blive bedre og mere positiv, selvom jeg ved, at jeg får en hård start på året med den forestående kemobehandling!

Jeg håber, at alle skal fejre dette nytår med maner – jeg ser i hvert fald frem til at smække døren for 2006 og åbne døren for 2007!

I ønskes alle et rigtig godt nytår, og pas nu på fyrværkeriet…!!

Godt Nytår!!  

Traditionen tro skal man næsten i et eller andet omfang hvert år have et lille nytårsforsæt… Sidste år var Mads´ og mit nytårsforsæt, at vi i 2006 skulle have et hus… men som de fleste, der kender os, ved, ja så bor vi stadig i lejlighed… ØV!! Jeg tror, jeg prøver med det samme nytårsforsæt i år – for som man siger, så kommer alt godt til dem der venter… og jeg synes efterhånden, vi har ventet i lang tid!!

Mit andet nytårsforsæt drejer sig om, at jeg i 2007 vil sætte et stort kryds i kalenderen på alle de dage som bringer noget godt for mig. Jeg vil huske disse dage med glæde! Jeg vil finde min bedste fightervilje frem og kæmpe mig igennem alle de hårde dage, så jeg, når vi når frem til sommeren, er klar til at nyde den i fuld udstrækning og smile sammen med solen :-)

Jeg har i år haft planer om, at jeg skulle skrive en masse julekort til alle dem jeg kender, for jeg går jo bare hjemme, så det skulle jeg vel nok kunne finde tid til. Men nej, jeg har ikke nået at få skrevet ret mange julekort, beklager… Hvad jeg får tiden til at gå med ved jeg ikke, men nu er der kun 3 dage til jul, og jeg har opgivet at få skrevet flere julekort…

Derfor vil jeg hermed sende en lille julehilsen, med ønske om en rigtig glædelig jul til jer alle sammen. Jeg håber I glæder jer til julen, og nyder den lige så meget, som jeg vil gøre. Til trods for stress og jag, så er det den bedste tid på året, hvor vi alle sammen hygger os med dem, vi holder af!!

I fortjener alle sammen den bedste jul nogensinde, for med den opbakning jeg har fået fra jer, så er jeg sikker på, at I alle får besøg af julemanden i år :-)

Glædelig jul!!

I går var jeg for første gang, siden jeg er blevet opereret, ude at svømme. Det var bare super skønt, selvom jeg ikke kunne svømme særlig langt, inden armen sagde stop! Men lidt har jo også ret :-)

Jeg kan tydeligt mærke, at svømning er godt for at genvinde fuld bevægelighed i armen, og så må jeg jo være tålmodig og bygge det op hen ad vejen, for jeg synes jo ikke, der er ret meget ved kun at svømme et kvarter!

I går var Tanja til sin afsluttende eksamen, så hun kan nu kalde sig Professionsbachelor i tekstile fag og formidling – sikke en flot titel :-) Nå men i hvert fald sluttede hun af med manér – hun har lavet et mega flot projekt, hvor hun bl.a. har lavet fem figurer af personer i stof og stearin, så fuldt fortjent har hun fået 11 for sit imponerende arbejde – HURRA og kæmpe tillykke til verdens bedste storesøster!! Du skal nok blive en stor kunstner en dag :-)

I går var jeg jo i Århus sammen med min gode veninde, som også er frisør, for at kigge på parykker. Det var faktisk meget underholdende…:-) Jeg fik prøvet nogle forskellige frisurer, men mit mål var alligevel at finde en paryk, som minder om mit eget hår. Jeg havde nok ikke regnet med, at jeg ville få en paryk i går, men det fik jeg. Vi var kun i én forretning, men jeg synes, at den paryk jeg har købt er så tæt på det optimale, som det kan være. Jeg har det i hvert fald sådan, at jeg faktisk tror, at jeg godt kunne finde på at bruge den. Parykken har sammen frisure som mit eget hår, og så er farven ligesom, når jeg er nyfarvet. Det eneste der skal ændres på parykken er, at der skal klippes pandehår, og så skal den syes ind, så den passer til mit hoved, men det kan jeg først få gjort, når jeg har tabt mit hår. Udgangspunktet er dog stadig, at jeg nok vil foretrække hatte og tørklæder i første omgang, men det vil tiden jo vise…

Jeg skal jo også se det på den lyse side, når jeg taber håret. Tænk på al den tid jeg sparer om morgenen. Jeg skal hverken vaske eller tørre hår, så kan jeg jo sove lidt længere…:-)

I går var jeg ude ved kræftens bekæmpelse, hvor jeg var til samtale med en psykolog. Jeg har selv kontaktet dem, fordi der var nogle ting, som jeg gerne ville have snakket om, og have nogle ”værktøjer” til at komme videre med, bl.a. mit store ”had” til min protese. Altså havde jeg nok en forventning til, at hun ville få mig til at se nogle ting fra en anden vinkel, eller forsøge at give mig nogle alternativer til min måde at se tingene på. Men det føler jeg slet ikke jeg fik. Jeg føler bare, at jeg sad og snakkede i næsten en time, uden at jeg har ”fået” noget igen… Ved ikke om det er til at forstå..?? Jeg føler ikke, jeg fik noget, jeg kunne tage med derfra og bruge bagefter. Måske ”tackler” jeg det her helt fint på min egen måde, så jeg ikke behøver en psykologs ”påvirkning”, men i så fald, kunne hun måske have sagt det…

Nu har jeg ”prøvet det”, og hun var rigtig sød at snakke med og god til at lytte, men umiddelbart føler jeg ikke, jeg har brug for flere samtaler lige nu, da jeg ikke synes jeg har fået særligt stort udbytte heraf, men det kan være, at jeg senere i forløbet får brug for det…

”Det bedste” ved at være derude var, at psykologen fortalte om en anden ung kvinde på 29 år med brystkræft. (Ikke at det er godt, at hun har brystkræft). Hun er ca. samme sted i livet, som jeg er, og hun har også har fået fjernet sit ene bryst. Hun er vist på den anden side af kemobehandlingen, så hun er lidt længere i forløbet end jeg er. Men psykologen vil forsøge at sætte mig i kontakt med hende, så vi måske kan udveksle tanker og erfaringer (”Det bedste”).

Selvom jeg ikke ønsker, at der er andre, der skal igennem det, jeg har været, så bliver jeg alligevel ”glad” for at høre, at jeg ikke er helt alene i verden.

I dag har jeg været i Randers til fysioterapeut. Jeg går på et hold for brystopererede kvinder, og selvfølgelig er jeg klart den yngste….

Det var nu ganske rart at komme derop og få bekræftet, at alle de åndssvage øvelser jeg laver fem gange om dagen faktisk hjælper…:-) I hvert fald fik jeg meget ros for min bevægelighed i armen og omkring arret, så selvom det er træls og irriterende, så er det jo nødvendigt. Selvfølgelig fik jeg også en masse nye øvelser jeg skal til at lave. Det er primært øvelser, der skal mindske risikoen for at få lymfeødem (”elefantarm”), og sådan som jeg forstod det, så er det nogle øvelser, jeg skal lave hver dag resten af livet….. ØV

En anden grund til at denne dag er en god dag er, at jeg har været til køreprøve til motorcykel, og jeg bestod, Hurra! Mere held end forstand tror jeg, men det er jeg også ligeglad med, nu har jeg i hvert fald kortet :-)

Jeg gik i gang med at tage kørekortet i slutningen af august, og den 20. oktober skulle jeg til teoriprøve. Da jeg fik konstateret kræft den 19. oktober var jeg lidt i tvivl om, om jeg kunne klare teoriprøven, for mit hoved var jo ”fyldt med rod” og tomt for teori… Men jeg tænkte, hvad har jeg at miste??? Ingenting, og jeg bestod med kun 2 fejl…

Derefter snakkede jeg med mine kørelærere omkring min situation, og vi blev enige om, at jeg skulle sige til, når jeg var klar til at fortsætte, for der var jo lige lidt operationer osv. der skulle overstås… Senere fandt jeg ud af, at teoriprøven kun er gældende i tre måneder, og jeg manglede kun 4 køretimer inden jeg kunne gå til prøve, så hvis det hele ikke skulle være tabt, og jeg blev nødt til at starte forfra næste år, skulle jeg give det en chance nu, mens vejret er ”godt”, og inden jeg skal starte med kemoen. Jeg havde jo stadigt ikke noget at miste ved at gøre et forsøg… Jeg ringede til mine helt fantastiske og fleksible kørelærere, og de ”tryllede” lige, så jeg var klar til at komme til køreprøve i dag. Tusind tak for det, og til jer andre vil jeg bare lige sige; pas på, på vejene til sommer…:-)

Jeg har ikke været på arbejde siden den 19. oktober, hvor jeg fik stillet diagnosen. Udsigten til hvornår jeg kan genoptage mit arbejde ligger nok et stykke ude i fremtiden. Det mest realistiske, og det lægerne anbefaler, er, at jeg først kan starte igen, når jeg er færdig med kemobehandlingen, altså engang til sommer… Der er godt nok rigtig lang tid til. Heldigvis kan jeg jo komme på besøg derude engang imellem.

Jeg savner mit arbejde, kunderne og udfordringerne, men jeg ved også godt, at jeg ikke ville kunne klare det lige i øjeblikket – Der er simpelthen for mange andre ting og tanker, jeg skal koncentrere mig om lige nu. Heldigvis har jeg en meget sød og forstående arbejdsgiver – Hun har givet mig fuld opbakning og haft stor forståelse for min situation hele vejen igennem. Jeg har været meget ked af ikke at kunne komme på arbejde, for jeg føler, at jeg har svigtet både hende og kunderne. Men igen, så har min hun sagt, at jeg overhovedet ikke skal have dårlig samvittighed – det er et praktisk problem, som hun skal have fundet en midlertidig løsning på. Og det er jo også rigtigt – ingen er uundværlig, selvom jeg gerne vil være det engang imellem…:-) 

For en uge siden var jeg i Århus sammen med Tanja og 2 af mine veninder for at prøve brystproteser. Selvom det var med stor skepsis jeg mødte op, så vil jeg i høj grad rose personalet for deres forståelse for min situation og den store respekt for viste for mine holdninger og ønsker! Og jeg ved godt, at jeg var besværlig og ikke var særlig villig til at gå på kompromis med mine holdninger til såvel undertøjet som proteserne. Men til mit eget forsvar vil jeg lige påpege, at det undertøj, der findes til at man bærer brystprotese ikke lige er designet til min aldersgruppe.

Jeg fandt ret hurtigt ud af, at jeg aldrig ville få brugt protesen, hvis jeg skulle bruge nogle af de BHér, der fandtes til formålet – de er simpelthen for ”mormor”agtige. Heldigvis havde jeg taget nogle af mine egne BHér med, og der var én af dem, som godt kunne bruges… Det gik også ret hurtigt op for mig, at jeg ikke ville finde en protese, som jeg ville kunne lide, så mit mål blev at finde den, som jeg mindst hadede, og som jeg måske ville få brugt.

Ekspedienten var meget tålmodig, og hun viste os rigtig mange alternativer, hvilket jeg også havde brug for, for at kunne træffe et valg. Mange proteser og lang tid senere fik jeg da også valgt en protese….

Det værste ved alt det her protese halløj er, at folk siger, at det ser så pænt ud, og at man slet ikke kan se forskel – det virker helt naturligt. Ja ja men det er jo heller ikke jer, der skal gå rundt med et kunstigt bryst – det er jo unaturligt! Jeg vil meget hellere undvære en protese, for sådan ser jeg jo ikke ud længere!!

Når jeg ikke har mine meget irriterende og kritiske briller på, så kan jeg da også godt se, at det ikke ser så tosset ud, og jeg ville sikkert også sige, at det så pænt ud, hvis det var en anden der stod i min situation, men det er det bare ikke – og jeg hader den protese….

Jeg ville ønske, at jeg bare kunne lade være med at bruge protesen, og bare se ud som jeg gør og være som jeg er. Men det kan jeg ikke, for så vil jeg få problemer med ryggen og skuldrene siger de kloge. Så mit mål er lige nu, at jeg skal have den på bare lidt hver dag, for jeg har jo ikke noget valg – jeg skal vænne mig til den!     

Jeg har den sidste måneds tid følt mig som den eneste i hele verden, som har fået denne urimelige sygdom – og jeg har stillet mig selv spørgsmålet: Hvorfor lige mig? Kræft og især brystkræft er da noget ”ældre” damer får.

I dag har jeg være inde på kræftens bekæmpelses hjemmeside, og for første gang, har jeg læst en helt masse om selve kræftsygdommen, behandling, livet med kræft osv. Jeg har også i dag følt mig klar til at læse om andre og deres ”oplevelser” med kræftsygdommen – Jeg har selvfølgelig ledt mest efter andre unge piger med brystkræft, som jeg nok bedst vil kunne identificere mig med. Faktisk har det været en positiv erfaring for mig, da jeg har fundet ud af, at mange af de tanker, følelser og spørgsmål, de har haft, også er mange af de samme som jeg har tumlet med i mit hoved. Der er selvfølgelig også tanker og handlinger, som jeg slet ikke kan identificere mig med, men nu føler jeg i hvert fald ikke mere på samme måde som før, at jeg er den eneste i hele verden med denne sygdom. Urimeligheden, for at sygdommen lige netop skulle ramme mig, forsvinder nok ikke, men urimelighed har også været et gennemgående ord hos mange af de piger, jeg har læst om!

”På den gode måde” var det helt rart at læse om andre, som også har siddet i en her mega urimelige situation – det fik mig til at føle mig helt normal.

Da lægerne nu har fjernet alle lymferne under min højre arm, skal jeg fra nu af og altid passe lidt ekstra på min højre arm, ellers risikerer jeg at få det, der hedder lymfeødem. Det betyder at min arm bliver ”kronisk” hævet, altså at jeg kan risikere at få en ”elefantarm”. Nå, måden hvorpå jeg selv kan forsøge at undgå dette på er, at vende mig til at bruge venstre arm mere, f.eks. når man sidder ved computeren – det er noget af en udfordring, som jeg ikke lige vender mig til med det samme…. Desuden skal jeg helst støvsuge osv. med venstre hånd. Hvis jeg gør det men højre hånd skal jeg holde pauser indimellem. Tasken skal fremover hænge over venstre skulder i stedet for højre. Når jeg handler, skal jeg tage en vogn i stedet for en kurv osv. osv.
Alt det her er jo ikke ligefrem noget man ”lærer” på en uge, så igen kommer min tålmodighed på en prøve, for alting tager lidt længere tid, når jeg skal venstre arm!!!

Utroligt hvor lidt man får lavet, når man ikke skal nå noget som helst. Klokken er nu 13.00, og jeg har faktisk ikke fået lavet noget som helst i dag…. Nå jo, jeg har set en hel masse ligegyldige TV-programmer. I morges havde jeg en hel masse småting, jeg lige kunne gøre, men det er svært at komme i gang med noget. Måske er det fordi, der ikke er noget, som skal gøres, og som jeg ikke kan nå i morgen eller i næste uge for den sags skyld… Meget mærkeligt! Måske er det i virkeligheden fordi, jeg allerede skal opereres igen i morgen, og så fylder det lidt i tankerne. Og så er det jo sådan set godt nok, at jeg ikke rigtig laver andet end at slappe af….

Tanja ringede kl. 8 i morges, at Theis løb rundt i cirkler derhjemme og var meget mærkelig, nærmest ikke til at komme i kontakt med. De ville derfor køre til dyrlægen med ham og få ham aflivet…… ARGHHHHH!!! Er der dog ingen barmhjertelighed til i denne verden?? Theis var meget afslappet – Jeg tror slet ikke han vidste hvad der foregik…. Det var bare så underligt – og sørgeligt. Dyrlægen var rigtig sød, til at fortælle hvad der skulle ske, og Theis faldt dog også hurtigt væk i Tanjas arme – puh det var hårdt, og så tudede vi igen, far Tanja og jeg….. For helvede da, hvornår kommer der noget medgang i mit/vores liv??!!!!