Sandie er her til aften sovet stille ind. Hendes nærmeste og jeg sad alle omkring hende da det skete. Hun forlod os med et fredfyldt smil på læben.
 
Jeg vil gerne på egne og Sandies vegne sige tusind tak for den store opbakning der har været. Det har varmet os lige til det sidste.
 
Hun vil altid være i mit hjerte.
 
Mads Rindom Lund

Jeg kom hjem fra hospitalet igår. Jeg har fået det sidste udbrud i blodet, hvilket betyder at lægerne ikke kan give mere medicin. Jeg er meget svag og vi ved ikke hvor mange dage der er tilbage.

Jeg vil vil gerne takke alle for støtte og opbakning, som har været med til at holde modet oppe. Personale på hospitalet, venner, familie samt kontakter på bloggen har været fantastiske. I er alle i mit hjerte.

I er meget velkomne til stadig at skrive til mig men jeg kan ikke love at jeg svarer.

For lang tid siden skrev jeg et indlæg omkring en bog jeg havde læst, som hedder "blandt løver". Den handler om, at man skal lære at leve med og indse sine løver, altså sin frygt, for hvis man fortænger dem, så kan man ikke leve helt frit, men hvis man erkender dem, kan man leve med dem.

Der har nok indimellem været ting, som jeg har forsøgt at fortrænge, eller ikke vil tænke på, for ville det så betyde, at hvis jeg tænker de tanker, at de bliver til virkelighed - jeg vil jo være positiv, og tro på at jeg bliver helt rask.

Min psykolog, har hjulpet mig med at sige, at alle tanker er tilladt, for det er jo bare tanker, og hvis tanker blev til virkelighed, så ville jeg jo også være rask for lang tid siden - og det har hun jo ret i, så lige så stille og roligt pakker jeg nogle nye tanker ud indimellem, så jeg kan lære at se mine løver i øjnene og leve mere frit i hverdagen - jeg kæmper jo det bedste jeg har lært hele tiden, og det er dejligt at se nogle løver engang imellem, det giver dejligt meget luft bagefter, men det er også hårdt, for der er da mange skræmmende tanker indimellem, og det kan være svært at skulle forholde sig til.

Men jeg tager en dag ad gangen, er den god, så glæder jeg mig over det, og er den mindre god, så tager jeg den derfra. Min psykolog har indtalt en cd til mig, som jeg kan lytte til, hvis jeg får brug for at slappe af og få ro i kroppen, så det er godt.

Ja, det er så lidt om hvad der roder i mit hoved for tiden....

Jeg vil lige endnu engang sige tusind tak for gaver, kort, blomster, hilsner, mails mv. det er virkelig overvældende og alt alt for meget - tusind tusind tak!! Det betyder alt i en svær tid!!

I er alle helt fantastiske til at bakke mig og min familie op - I er uundværdige, og det håber jeg, I alle ved:-) 

Jeg har desværre ikke ret stort overskud til at ses med jer, men det kommer igen, og indtil da bliv endelig ved med at skrive, jeg nyder virkelig alle mails og hilsner, selvom jeg er dårlig til at få svaret.

Jeg kender en, eller det er måske så meget sagt, for jeg har aldrig mødt hende eller set hende, så jeg ved ikke om jeg kan sige om jeg kender hende. Indtil for et par uger siden havde jeg heller aldrig snakket med hende, men kun mailet lidt frem og tilbage. Jeg har nu snakket med hende et par gange, og hun er en helt fantastisk person, som har været et forløb igennem, der ligner mit på mange måder.

Selvom jeg aldrig har mødt hende, ved jeg, at hun er et helt fantastisk menneske med en fightervilje uden lige. Hun har været meget åben overfor mig, og jeg har fået lov til at læse en endnu ikke udgivet bog, som hun har skrevet. Vi har snakket sammen i timevis om alt mellem himmel og jord, det har været helt fantastisk at få læsset af, diskuteret muligheder og frustrationer, delt erfaringer med en som har været hele møllen igennem.

Hun har været en stor hjælp for mig her på det sidste i forhold til mine aflyste operationer og jeg har lyttet meget til hendes erfaringer. Hun er blevet rekonstrueret, og er meget tilfreds med resultatet, så jeg glæder mig mega meget til, at det bliver mig. Selvom jeg har total opbakning fra alle, så har hun bare en forståelse og indlevelsesevne i hvad det betyder for mig at det hele er udskudt og uvist, som ingen andre kan have, da de ikke ved hvordan det føles (og heldigvis for det :-))

Nå, jeg har endnu ikke fået en afklaring på hvornår jeg kan få en ny operationstid, men hun har været med til at give mig mod til at jeg nok vil forsøge at få et privathospital til at hjælpe mig, hvis det bliver ved med at trække ud, for med sådan en sommer, er det sku bare mega uretfærdigt at jeg ikke kan ligge i bikini ligesom alle andre....... Jeg vil være hel igen snart!!!

Der bliver vist efterhånden længere og længere mellem mine indlæg på blokken.... Det er heldigvis fordi jeg har det så godt og har så travlt med det "normale" liv, at sygdom og sygehuse nu er har en helt anden "plads" i min hverdag.
Desværre er jeg endnu ikke helt færdig med behandlingen, så det bliver stadig jævnligt til dage på sygehuset til behandling, kontrol, scanninger og samtaler, men det går alt sammen den rigtige vej :-) og det er ikke længere det primære i min hverdag.
Jeg har lige været ved at regne på det, og jeg mangler faktisk kun 3 herceptinbehandlinger inden jeg er helt færdigbehandlet.... HURRA!!!!
Tiden for rekonstruktionen rykker også nærmere, men indtil videre fylder det ikke så meget i mine tanker, for jeg har heldigvis meget andet at tænke på. Lige efter påske skal jeg til samtale med den læge, som skal operere mig, og så kan det da godt være, at jeg så begynder at føle, at det kommer tæt på. Jeg glæder mig virkelig helt vildt til at få det overstået, men samtidig, synes jeg det er ærgeligt, at jeg skal afbryde mit arbejdsforløb. Jeg kan dog under ingen omstændigheder finde på at fortryde og udsætte min operation. Nu skal det simpelthen bare overståes!!!
Ellers er planen, at jeg den 23. april skal igennem en lille operation, hvor de skal fjerne den port, som jeg får min medicin igennem. Den 7. maj skal jeg have den sidste herceptinbehandling. og den 20. maj skal jeg indlægges til operation....
Ja, det bliver jo alligevel ikke lige foreløbig, at jeg "slipper" for de jævnlige besøg på sygehuset.....:-)

Jeg er inde i en periode, hvor jeg har det lidt skidt psykisk, og det er træls. Jeg synes, jeg selv er træls, fordi jeg hele tiden går og irriterer mig over småting, bider af folk og lader ligegyldige ting fylde meget i hverdagen. Det går rigtig meget ud over Mads og det er også træls. Jeg lader alle de dårlige ting overskygge hverdagen i stedet for at fokusere på de positive ting, som jeg ellers selv synes jeg har været god til…
Jeg har lige været ved at læse alle de fine kort, jeg fik af mange af jer sidste år, og det varmede med al den opbakning :-)
Nå, årsagen til at jeg hele tiden går og er så frustreret og har det skidt, tror jeg, primært er fordi, jeg ikke er kommet i gang med at arbejde, og jeg føler ikke jeg har noget ”liv”. Jeg synes hele tiden, jeg løber panden mod en mur, når jeg selv forsøger at gøre noget for det…. Helt ærligt så synes jeg ikke det burde være så svært at finde noget til mig at lave – kommunen vil jo betale mig….
Jeg har fornemmelsen af, at der fra kommunens side ikke bliver gjort så meget for det, men jeg ved det egentlig ikke, for jeg bliver ikke orienteret, medmindre jeg selv opsøger min jobkonsulent, og jeg synes ikke der kommer noget ud af det, når vi snakker sammen. Jeg har selv forsøgt at kontakte nogle banker for at høre hvordan de stiller sig overfor en som mig – men deres reaktioner er ikke ligefrem noget at råbe hurra for… Jeg fatter virkelig ikke, at det skal være så svært??!!
Det er meget frustrerende, at jeg er så træt af mig selv, og at jeg ikke kan lide den måde, jeg er på overfor andre mennesker, og derfor tog jeg i går ud til kræftens bekæmpelses rådgivning i Århus, for at få læsset af og snakke med dem om min situation. Det var virkelig rart, og jeg snakkede med en rigtig sød rådgiver, som bakkede mig meget op, og sagde at alle de frustrationer jeg har, er meget naturlige. Hun sagde dog også lige ud, at min situation ikke var nem (dejligt med en som er ærlig) – hun ved hvor svært det er med en kræftdiagnose i bagagen, forsat behandling og operationer forude at skulle finde et job og komme tilbage til en normal hverdag. Hun forsøgte at få mig til at tænke alternativt, da jeg er meget målrettet mod, hvad jeg gerne vil i gang med. Hun synes, jeg skal tænke over, hvad jeg ellers kan fylde min hverdag med indtil jeg kommer i gang med at arbejde, så jeg igen kan blive mit glade jeg og lade de små dumme ligegyldige ting være ligegyldige. Jeg har derfor lagt hovedet i blød for at finde på noget interessant at fylde min hverdag med…. Desværre er jeg lige nu lidt snæversynet, da jeg bare så gerne vil have et fagligt relevant arbejde i stedet for at lave noget, som jeg ikke kan se, hvad jeg skal bruge til fremover…. Men som hun sagde, så er det vigtigt at komme i gang med noget snart, så jeg kan få vendt mine tanker …
Jeg har i dag forsøgt at træffe både min sagsbehandler og min jobkonsulent på kommunen – begge uden held – for at fortælle dem hvordan jeg har det, og for at høre hvad vi kan gøre for at ændre det…. Det eneste jeg lige kan komme i tanke om, jeg gerne vil udover arbejde er måske nogle kurser, men det ved jeg ikke om jeg kan få mulighed for…
Nu ved I, i hvert fald hvordan jeg har det, så hvis jeg brokker mig lidt mere end normalt og er lidt irriteret, så er det derfor….

Jeg har på det seneste haft kontakt til en anden ung brystkræftpatient, og hun skrev i en mail til mig en ”historie” som en psykolog havde fortalt hende for at illustrere den situation vi befinder os i, og hvad vi har været igennem. Jeg synes faktisk på mange måder, at den er sigende for hvad det er vi har været igennem, og hvad det er vi har i vente foran os….

Jeg skal forestille mig, at jeg er på en båd midt på havet, og pludselig ringer klokken; skibet er ved at synke. jeg kan vælge at gøre 1: gå ned med skibet eller 2:at begynde og svømme. Jeg har valgt at svømme og det har jeg gjort nu i 14 måneder (gennem operationer, kemo og herceptin). Nu (hvor jeg er ved at komme ovenpå igen) kan jeg pludselig se land, og jeg bruger alle mine kræfter på at komme op på strandbredden. Her ligger jeg nu og spytter hav-vand op, jeg er fuldstændig udmattet af så mange måneders svømmetur og i øvrigt ved jeg ikke, hvilket land jeg er kommet til eller hvilket sprog de taler her......

Lige for tiden har jeg en rigtig træls følelse af, at jeg ikke dur til noget som helst. Jeg føler ikke jeg er god til andet end at være syg og tage på sygehuset og få behandling. Det er en mega belastende og frustrerende følelse, som ikke kun går ud over mig selv, men også mine omgivelser – undskyld!
Jeg savner i aller højeste grad indhold i min hverdag, så jeg igen kan få noget at lave og en følelse af, at jeg faktisk kan andet end at sidde herhjemme og være ”syg”
Jeg har ikke noget job, som jeg kan være god til. Jeg er ikke god til at lave en masse i huset andet end at rydde op og gøre rent – og det er ikke særlig motiverende…. Ja og ellers sker der jo ikke så meget i min hverdag.
Det er også mega frustrerende, at det skal være så svært at finde et job til mig…. Jeg synes egentlig, jeg har en masse kompetencer at tilbyde, og oveni det, er jeg ”gratis” arbejdskraft… Bankerne burde da stå i kø…..
Nå, det hjælper jo ikke at være pessimistisk, men nu har jeg da lige fået luft for mine frustrationer, og så må jeg jo bare tro på, at ”alt godt kommer til dem der venter”….

I dag er det præcist et år siden vi sad på Randers sygehus og jeg fik stillet diagnosen Brystkræft. Det er på den ene side ikke til at forstå, at der er gået et år, da de skræmmende kendsgerninger stadig står fuldstændig klar i min hukommelse. På den anden side så har det været det længste år i mit liv, som har været præget af sygdom, operationer, kemo, hårtab, proteser, usikkerhed, frygt, kærlighed, omsorg og hård fight…
Hvis I havde spurgt mig for et år siden, så havde jeg bestemt regnet med, at jeg i dag ville være tilbage på fuld styrke og have et helt ”almindeligt” liv, men virkeligheden er jo en helt anden. Jeg kæmper stadig med at genvinde energi, og jeg håber på snart at komme tilbage til arbejdsmarkedet.
Det år, der er gået, er nok det mest begivenhedsrige år i mit liv. Meget skidt og godt er sket – hvis jeg lagde gode og dårlige oplevelser op på en vægt, tror jeg desværre de dårlige begivenheder vil veje tungest, men efterhånden som tiden går, øges vægten med de gode begivenheder, og jeg håber den stime vil fortsætte.
Der er på mange måder sket mange uforudsete følger af cancersygdommen, og disse har også i høj grad været med til at min situation ser meget anderledes ud i dag end jeg havde forestillet mig for et år siden.
Der er så mange ting, som har været med til at gøre den 19. oktober til en dag som desværre står meget ”negativ” klar i min bevidsthed… Gad vide om jeg hvert år ved denne tid vil tænke tilbage på det der skete, eller om jeg med tiden vil få det så meget på afstand, at jeg ikke vil bemærke, at der er oktober og canceren kom ind og vendte op og ned på mit liv.
 
Om et år håber jeg, jeg kan kigge tilbage på et år, hvor jeg har afsluttet behandling, har været gennem operationer, så jeg igen har to bryster og kommer til at føle mig hel og normal igen, har fået job og lever en helt almindelig hverdag, hvor kræften ligger langt tilbage i baghovedet og langt fra påvirker vores liv hver dag…. :-)

Hidtil har det mest været familie og venner som har skrevet på min blog, og det er jo bare skønt. Men her på det sidste er der flere, som jeg slet ikke kender, der har skrevet til mig. Flere af jer har været / er i samme situation som mig, og det er bare super fedt med alle de positive ord og tanker i sender til mig, og jeg vil hermed gerne sende lige så mange positive tanker den anden vej J. Jeg bliver stadig meget rørt, når jeg læser jeres kommentarer. Jeg ved også, at I på en helt anden måde kan sætte jer ind i, hvad det er, der roder rundt i hovedet på mig engang imellem. Ikke fordi jeg tror, at alle jer som ikke har prøvet det, ikke forstår det, men fordi jeg ved, at der er flere ting, jeg vil have haft svært ved at forstå og tro på, hvis det ikke var fordi jeg havde prøvet det….
Jeg har egentlig ingen mulighed for at vide, hvem det er der kigger med på min hjemmeside, så jeg synes, det er dejligt, når folk giver sig til kende. Det er da også helt i orden at man bare læser med, jeg er bare lidt nysgerrig anlagt, så jeg vil jo gerne vide lidt om, hvem der følger med i mit liv…..
Jeg tror, at alle jeres ord og tanker betyder lige så meget for mig i min ”kamp”, som I får ud af at læse om mine tanker og erfaringer :-)
Jeg skal nok blive på nettet :-) :-)

Jeg synes det hele er lidt træls i dag. Jeg ved ikke lige hvad det er, men jeg synes bare slet ikke jeg kan noget i dag. I morges kunne jeg næsten ikke tage mig sammen til at komme ned og træne, og da jeg endelig kom derned, synes jeg slet ikke, jeg havde energi til noget som helst. Siden jeg kom hjem, har jeg ikke lavet andet end at ligge på sofaen…. Hmmm sådan nogle dage er der jo engang imellem, men så læste jeg avisen igennem og fandt mit stjernetegn. Normalt læser jeg det ikke, og jeg ved heller ikke, om jeg tror på det, men jeg synes alligevel der var noget sigende og motiverende over det.
Vandmanden: Langsomt, men sikkert er du nu på vej opad efter en til tider ret vanskelig og krævende periode, og du vil snart kunne spore virkningerne af dit mod og udholdenhed. Et helt kompleks af harmoniske aspekter er virksomt i den kommende tid, og kun en lille yderligere indsats fra din side vil gøre alt godt igen.
Det kan jeg da ikke andet end at blive motiveret af, og jeg synes og håber det passer på mig:-)

Løbet er kørt for mig og mine bryster. Det ene er væk, og det andet har jeg kun på lånt tid…. Men heldigvis har de fleste af jer stadig jeres bryster, og de er da værd at bevare :-) Jeg ville i hvert fald ønske, at jeg havde begge mine bryster….
Oktober er officiel brystkræftmåned, men startskuddet er gået, og vi kan allerede nu støtte brysterne ved enten at købe nogle forskellige effekter som f.eks. t-shirts, smykker, sengetøj osv. eller give et pengebeløb på nettet via personlige indsamlinger under kræftens bekæmpelse.
I overmorgen er det 11 måneder siden, jeg fik min diagnose, og derfor har jeg i år valgt at starte min egen indsamling under kræftens bekæmpelse.
Hvis der er nogen, som har lyst til at støtte et godt formål, kan I finde både min indsamling og alle de andre private indsamlinger på www.stoetbrysterne.dk
Min indsamling hedder: Sandie – det skete for mig, det kan ske for dig…

Det er efterhånden 1 ½ måned siden jeg fik fjernet mordermærker i hovedbunden, så jeg synes det var på tide at få svar på dem… Derfor ringede jeg ud til speciallægerne i dag, for at høre om de havde fået svar tilbage. Noget af et chok jeg fik, da beskeden var, at de slet ikke havde sendt dem videre til nærmere undersøgelse, da de havde vurderet, at de var ganske ufarlige... Da jeg havde lagt røret på var jeg noget paf – Hvad Fan… sker der her. Kan de ikke se, at jeg har haft kræft før, og synes de så virkelig, de vil tage nogle chancer???? Efter at have sundet mig lidt ringede jeg derud igen for at være helt sikker på, at jeg havde forstået det rigtigt, og for så at udtrykke mine frustrationer og utilfredshed med det….
Jeg havde forstået det rigtigt første gang, men telefondamen forsikrede mig om, at de ikke tog nogle chancer, og det var kun fordi lægen var 100 % sikker på, at der ikke var noget i dem, at de ikke var blevet sendt til undersøgelse. Hmm, bla bla bla…. jeg synes ligesom jeg før har hørt læger sige, at der ikke er noget i vejen….. Helt ærligt, så er jeg bare så skuffet og utryg ved, at de ikke har sendt dem ind til undersøgelse. Det var dem der ville fjerne fem modermærker, selvom jeg kun havde tre, jeg ville have fjernet. Jeg vil have en dokumentation for at der ikke er noget i dem, læger har før taget fejl… Nå, man kan jo ikke gøre noget ved det der er sket, og modermærkerne er jo smidt ud nu, så de kan jo ikke undersøge dem…..
Telefondamen lovede dog at snakke med lægen om det, og få hende til at ringe til mig… Om ikke andet så kan lægen vel lære af det…. Der skal ikke tages nogle chancer – det er sku folks liv, det handler om. Sådan tror jeg også selv hun vil føle det, hvis det var hende der var i min situation….

Der er mange, som tit snakker om de positive og negative ting, kræften har medført i folks liv.
Jeg vil ikke umiddelbart sige, at jeg kan pege på noget positivt ved kræften, men når det nu ikke kan være anderledes, så er der da nogle ”positive” følgevirkninger heraf. Eller jeg er i hvert fald blevet bekræftet i, at jeg bortset fra sygdommen har et dejligt liv, som jeg kun kan glæde mig over. Jeg har også en fantastisk familie og nogle fantastiske venner.
Jeg er også blevet bedre til at sætte pris på tingene, selv de helt små ting, og jeg tager ikke så meget for givet… Jeg har også lært mig selv bedre at kende, og jeg er nok også blevet bedre til at passe på mig selv.
Alt dette ville jeg dog hellere end gerne have været foruden – jeg ville nok have fundet ud af det på en anden måde alligevel.
 
De negative ting ved at have fået kræft vil jeg slet ikke begynde at remse op, så ville dette indlæg også blive alt for langt – De taler vist for sig selv….

Jeg har mange gange sagt, at hvis jeg bare kan hjælpe én der står i den situation, som jeg også står i, så vil det være givende for mig. Jeg ved ikke om det sker eller kommer til at ske, men jeg har i hvert fald nu valgt at dele ud af mine erfaringer med kræften på kræftens bekæmpelses hjemmeside.
Jeg har selv læst om andre unge med kræft på kræftens bekæmpelses hjemmeside, og jeg har haft stor ”glæde” af at læse om deres erfaringer og tanker, da jeg så ikke har følt mig så anderledes og unormal, fordi det på mange måder er de samme ting vi går igennem…
Nu har jeg så selv skrevet et indlæg til hjemmesiden, så hvis I har lyst til at se det, findes det her:

cancer.dk - Ung til ung

Indlægget findes også her:
 
cancer.dk - Personlige historier om kræft

Selvom jeg ikke synes men hukommelse er så dårlig, som den indimellem var, mens jeg fik kemo, ja så er den vist langt fra i top… De seneste to dage har jeg flere gange tabt tråden midt i en samtale, hvor jeg lige pludselig ikke har kunnet huske, hvad vi snakkede om – det er virkelig underligt. Desuden er der andre ting jeg pludselig glemmer, f.eks. min dankortkode – Jeg var bare helt blank en dag…. Da jeg kom hjem og fandt ud af hvad koden var, havde jeg kun kunnet huske tre ud af fire tal…. Derudover var der også en anden kode, jeg ofte bruger, som også pludeselig en dag var væk…. Håber virkelig min hukommelse bliver skærpet med tiden, for ellers ender det vist med, at folk tror, jeg er ved at blive lidt dement :-)

Jeg har netop læst en artikel på kræftens bekæmpelses hjemmeside omkring den behandling jeg lige er begyndt på. Herceptinbehandlingen er en forholdsvis ny behandling i Danmark. Den blev givet til de første patienter i 2006, fordi behandlingen efter amerikanske undersøgelser viste fremragende resultater. Behandlingen mindsker risikoen for tilbagefald med ca. 50 procent og risikoen for at dø af sygdommen med ca. 33 %.
Forskerne har åbenbart været lidt urolige for om resultaterne kun ville være gode på kort sigt, men nye undersøgelser viser at resultaterne også holder på længere sigt, så det er jo helt fantastisk.
http://www.cancer.dk/Cancer/Nyheder/2007kv2/virkningbryst.htm

Jeg er ved at være godt træt af at være træt :-) Det er ikke spor sjovt, at jeg ofte bliver så træt, at jeg ikke er til at holde ud at være sammen med. Jeg bliver utålmodig, irriteret og nok også lidt småsur. Det er virkelig frustrerende, for jeg føler mig klar i hovedet, men min krop er bare så træt, og jeg kan derfor slet ikke følge med og lave alle de ting som jeg gerne vil…
Jeg sover stadig ca. 9-10 timer hver nat, for at min dag kan hænge sammen, det er jo næsten som små børn… Og når jeg vågner om morgenen, så skal jeg lige have et par timer til at vågne helt op, inden jeg er klar til at lave bare en lille smule. Jeg skal også virkelig tage mig sammen for at få lavet nogle ting. Hvis jeg så har en af de dage hvor jeg rent faktisk får lavet lidt, så er jeg helt færdig når vi når frem til aften, hvilket vil sige, at jeg er ”småsur” hele aftenen…. Det er jo næsten som en ond cirkel – jeg glæder mig virkelig til at tiden går….. for det er vist det der skal til for at min energi vender tilbage…

Selv om dagene ind i mellem er lidt sorte og lyspunkterne er svære at få øje på, så har jeg nu besluttet mig for at jeg vil se således på livet!
- Mit liv skal dreje som om at leve og ikke om sygdom!
- Jeg vil fokusere på alle de gode og positive ting, store som små, og lade alle de dumme og negative ting og begivenheder træde i baggrunden.
- Jeg vil lade frustrationer og tårer komme ud, når de trænger sig på, da jeg derved bagefter ser meget klarere og positivt på verden og dens gaver og glæder.
- Jeg vil hver dag glæde mig over de fantastiske mennesker som jeg er omgivet af, som på den ene eller anden måde er med til at gøre mit liv bedre!

Jeg har hele vejen igennem dette forløb følt, at der er blevet passet godt på mig, og at lægerne har gjort/gør alt for at være sikker på, at alt kræften er væk og bliver væk!! Men ind imellem føler jeg alligevel, at jeg bare er ung, dum og naiv… for hvem har tjekket om det har spredt sig til min lever, hjerne, lunger osv.??? Ingen! Så når det kommer til stykket, så er der jo nok kun én, som kan passe på mig, og det er mig selv!
Jeg skal til lægesamtale på onsdag inden jeg skal have kemo, og så har jeg en hel masse spørgsmål, jeg vil stille til lægen, for jeg hører hele tiden noget nyt!! Så selvom jeg ikke går og er meget bekymret for sygdommen hele tiden, for jeg har det jo godt, ja så kan det ikke undgås, at tankerne ind imellem løber af med mig!! Det er værst, når jeg hører om folk der er døde af det, har fået tilbagefald, eller hvor kræften har spredt sig, og det er opdaget ved en ”tilfældighed”….
I december var jeg også til lægesamtale inden jeg startede på kemo, og der snakkede jeg med lægen om risikoen for at kræften vender tilbage, når jeg også engang har fået fjernet mit andet bryst. Han sagde, at det var et meget logisk og klart og tydeligt spørgsmål, som der ikke findes et lige så klart og tydeligt svar på, men når man én gang har haft kræft, er der altid en lidt større risiko for at man får det igen, end hvis man ikke har haft kræft før. Men han ville ikke sige, at det var en stor risiko….(Hvad er stor/lille risiko??) Det lyder jo umiddelbart rimelig fornuftigt…. Men jeg bliver alligevel bange, når jeg hører om folk, som har fået tilbagefald også ret hurtigt efter endt behandling…. Jeg ved godt, at man hører om dem, som får tilbagefald mere end dem, som forbliver raske, for de vender jo tilbage til ”livet”, mens dem som igen bliver syge er dem, som jeg ser og møder på sygehuset!!
Der er i hvert fald en del uafklarede ender i mit hoved lige for tiden, og jeg håber, jeg kan få lidt styr på dem i næste uge.

Det har været hårdt både fysisk og mentalt i dagene efter 4. kemo. Jeg kan tydeligt mærke at for hver gang mister jeg flere og flere kræfter. Jeg synes mit mentale overskud er væk, og selvom jeg på den ene side synes, jeg har klarhed i hovedet til at lave noget, så kan jeg slet ikke strukturere og holde styr på noget, når det kommer til stykket – alt skal skrives op ellers glemmer jeg det. Jeg er nu ved at være ovenpå igen efter denne omgang, men jeg synes det har været hårdt. I fredags havde jeg det rigtig skidt, og jeg var meget ked af det – der skrev jeg dette: Ked af det – græder. Mentalt overskud er væk. Føler jeg står på sidelinien mens mit liv passerer forbi – jeg kan ikke deltage, handle eller yde den indsats jeg gerne vil i hverdagen. Jeg kan ikke tage stilling til noget som helst – hvad jeg har overskud og lyst til – synes bare det hele er træls lige nu. Min arm er træls og kemoen smadrer mig fuldstændig. Jeg vil bare så gerne leve igen og være normal – jeg føler næsten at hele mit liv er gået i stå.

Det er også frustrerende, at det slet ikke har været den opløfting, jeg havde regnet med, at passere 4. kemo og kunne sige, at nu er jeg over halvvejs. Jeg føler stadig, der er uoverskuelig lang vej, og det gør det ikke bedre, at der nu også er endnu en operation i vente… Men jeg må tage en dag ad gangen, og så ved jeg jo, at det hel nok skal gå alligevel:-)

I lørdags fik jeg et brev med posten med en opsigelse…. Min første reaktion var: Hvad sker der her?? Jeg blev ked af det, frustreret, chokeret og skuffet. Det kom virkelig bag på mig, fordi jeg hele vejen igennem har jeg haft en god dialog med min arbejdsgiver, og hun har vist stor opbakning og forståelse for min situation. Netop derfor var chokket og skuffelsen nok også det større…

Jeg kunne simpelthen ikke forstå det, og heller ikke måden jeg fik det at vide på… men der er jo en forklaring på alting. Mange har været uforstående og frustrerede på min vegne, hvilket jeg nok også selv ville have været, hvis det var en anden, der stod i min situation.

Efter flere dage med frustrationer, irrationelle tanker osv. har skuffelsen og chokket lagt sig, og jeg har accepteret situationen og forstår også hendes situation. Hele verden går jo ikke i stå, fordi jeg er syg. Hun har jo en virksomhed, som skal fungere.

Jeg har haft en rigtig god snak med min arbejdsgiver, som også er ked af hele situationen, men som skrevet ovenfor har hun en virksomhed, som hun naturligvis skal give første prioritet frem for at tage beslutninger i sympati for mig og min situation.

Det var hårdt for mig at få beskeden pr. brev, og jeg synes, det ville have været bedre, hvis hun havde ringet og snakket med mig, og forklaret mig hele situationen i første omgang…. Det synes hun også, men der er jo regler, som skal følges i sådanne tilfælde, og som arbejdsgiver må man ikke tage kontakt til en sygemeldt medarbejder. Derfor var hun nødt til at give mig beskeden meget officielt pr. brev, selvom hun sagde, at hun selvfølgelig også synes, det ville have været bedre, hvis hun kunne have inviteret mig ud til en snak!

Mange har spurgt mig om, om jeg overhovedet kan blive fyret, når jeg er sygemeldt. Det kan jeg godt. I min kontrakt er der en klausul, som siger, at hvis jeg indenfor en periode på 12 måneder har mere end 120 sygedage kan jeg opsiges, og det er hvad der er sket!!

Her knap en uge efter jeg har fået meddelelsen om, at jeg er blevet fyret er jeg ved at vende mig til tanken, og det ærgrer mig da lidt, at jeg ikke skal derud og arbejde bagefter, da jeg har været glad for at være der. Derudover har det været et fast holdepunkt for mig, at jeg havde noget at vende tilbage til efter endt behandling, men nu er min fremtid blevet lidt mere usikker, da jeg ikke længere ved, hvad jeg skal i gang med bagefter.

Jeg har endvidere snakket med min sagsbehandler på kommunen omkring min nye situation. Hun var bare rigtig sød og forstående, og hun sagde, at jeg lige nu ikke skulle bekymre mig om fremtiden og job lige nu. Jeg skal blot koncentrere mig om min behandling og blive rask, og så må det andet komme bagefter!

Et mirakel kalder lægerne det!! For knap 14 dage siden blev der født en lille pige her i Danmark – en hverdags begivenhed – bare ikke i dette tilfælde! Hun er det første barn i Danmark og det 3. barn i verden, som er kommet til verden, efter at hendes mor har fået nedfrosset æggestokvæv som senere er genindsat! Det lille mirakels mor gennemgik i 2004 en hård omgang kemoterapi, som desværre gjorde hende ufrugtbar, men forinden havde hun fået fjernet den ene æggestok, og det er således lykkedes for blot 3. gang i hele verden for en kvinde at genvinde sin frugtbarhed og blive gravid!!

Da der også er risiko for, at kemoen gør mig ufrugtbar, så er der i høj grad håb for mig, og mange andre kræftsyge kvinder, som forinden kemobehandling har fået udtaget og nedfrosset æggestokvæv!!

Hurra for forskningen og et stort tillykke til den lille nye familie!!

Jeg har netop læst en stor del af mine indlæg, og jeg kan blive helt overrasket og rørt over hvordan jeg har tænkt og følt i de forskellige situationer…. Det er underligt at se tilbage på de sidste knap 4 måneder på den måde, men også ganske livsbekræftende!! Jeg har også opdaget, at jeg vist har et par hængepartier, omkring nogle ting, som jeg har fortalt om eller har kastet en bold op i luften uden at have grebet den igen.

Jeg kan også undre mig over, at jeg i enkelte situationer har tænkt og handlet som jeg har. Ikke fordi der er noget, jeg vil have gjort anderledes, eller mine holdninger, til hvad jeg har gjort, og hvad der er sket, har ændret sig, men mere fordi jeg ikke kan forstå, at jeg har gennemgået alt det jeg har, og har tænkt de tanker jeg har…

Det er derfor også underligt at vide, at det snart er 4 måneder siden det hele startede. På den ene side føles det, som var det i går, og jeg kan ikke forstå, at der er sket så meget på den ”korte” tid. På den anden side, synes jeg, at jeg har haft denne sygdom i evigheder, og det er 100 år siden jeg har været ”normal” og gået på arbejde osv.

Jeg er i hvert fald glad for, at jeg har fået skrevet så meget ned gennem hele forløbet, for det virker sku helt urealistisk, at det virkelig er sket.

Der er mange, som har spurgt mig om, hvordan jeg opdagede knuden i mit bryst. For mange melder frygten sig allerede når knuden opdages… sådan var det ikke for mig, for jeg havde haft knuden i 7 år, så jeg var egentlig ikke rigtig bekymret, før jeg havde været i Randers til undersøgelse den 10. oktober 2006.

Jeg kan ikke huske præcis, hvordan jeg opdagede knuden i mit højre bryst, men min læge kunne se i journalen, at jeg første gang havde fået knuden undersøgt i 1999. Der havde de ikke set nogen grund til at gøre noget, da de mente, det bare var en hævet mælkekirtel, og det var det måske også dengang… Jeg tror ikke, jeg var specielt bekymret dengang, og jeg har ikke gået og været bekymret om det i årenes løb, for knuden voksede jo ikke og lægernes svar virkede meget logisk. Jeg kan dog huske, at jeg dengang fik at vide, at jeg skulle komme igen, hvis knuden voksede eller ændrede sig. I 2005 fik jeg igen undersøgt knuden hos lægen, ikke fordi jeg følte den havde ændret sig eller var vokset, men fordi mor lige havde fået konstateret brystkræft. Da lægen ikke kunne se, at den havde ændret sig eller var blevet større, så de igen ikke nogen grund til at reagere – og det gjorde jeg heller ikke!

I august 2006 skulle jeg til læge for at få lavet en lægeerklæring, da jeg skulle til at tage motorcykel kørekort. Og da jeg følte, at knuden måske var vokset en anelse og var blevet lidt øm, så fik jeg undersøgt knuden igen, og lægen kunne da tydeligt mærke, at knuden var vokset. Vi snakkede om, at mor havde fået konstateret brystkræft året før, og hun synes derfor, jeg skulle henvises til mammografi, og hun sagde også, at uanset hvad den ville vise, så synes hun, jeg skulle få knuden fjernet på grund af brystkræft i familien.

Jeg har fået en mail fra en af dem jeg var indlagt med oppe i Randers. Hun blev opereret dagen før mig, og vi har siden skrevet lidt frem og tilbage, om hvordan det hele står til!

Hun skrev noget meget klogt og rigtigt til mig, som i høj grad er vigtigt at huske på – ikke bare i vores tilfælde men for alle mennesker, som oplever den virkelige verdens barske sider en gang i mellem!

”De dage, der går godt, kommer ikke skidt tilbage!” :-)

Knap havde jeg slukket for computeren i går, inden jeg blev overvældet af kvalme, snurren og tunghed i kroppen. Jeg gik tidligt i seng, men jeg lå og så en masse fjernsyn, for jeg kunne ikke rigtig falde til ro!

Før jeg startede med kemoen, har jeg kun været bange for det og ked af det i korte øjeblikke. Der var det uvisheden der var det værste. Denne uvished er nu blevet afløst af bange anelser, for jeg ved jo ikke hvad der sker med min krop – den føles bare underlig og anderledes, det kan ikke rigtig beskrives.

Jeg blev også meget ked af det i går aftes – Jeg kom til at tænke på, da Mads og jeg var på ferie i Bulgarien i sommer. Det var bare en ganske almindelig charterferie, med halvdårlige værelser, og masser af fulde svenskere. Men det var de dage, hvor vores liv var helt normalt, ingen bekymringer om sygdom, bare ren glæde, hygge og afslapning. Lige nu føles dette som om det er helt uopnåeligt for mig, for hvornår kan jeg igen komme på ferie og føle mig normal og almindelig igen?? Jeg har kun været i gang med kemo i en dag, men lige nu føles det som om mit liv er gået helt i stå. Det bliver et langt halvt år, hvor jeg føler friheden og livet næsten er taget væk fra mig – jeg føle mig låst og det er hårdt!!!

Jeg ved godt, det kun er få dage siden, jeg næsten følte mig helt som mig selv igen, og jeg havde jo en super god jul og et godt nytår – hvilket skulle være med til at give mig ekstra mange kræfter til at stå i mod med, men lige nu er der bare langt ned til lyset for enden af tunnelen… Det er også skræmmende, hvor hurtigt mit humør osv. kan skifte, bare det snart skifter igen :-)

Med en super god jul og et godt og veloverstået nytår i bagagen, føler jeg mig nu så klar, både fysisk og psykisk, som jeg nu kan blive til at starte på kemobehandlingen i morgen!

Det værste er uvisheden – alle reagerer forskelligt på kemoen! Hvordan vil jeg komme til at reagere?? Bliver det som at gå ind i helvede og først komme helt ud derfra om ca. 5 måneder, eller bliver det ”bare” en lille smule ”influenza” hver 3. uge de næste 21 uger?? Det er der ingen der ved, så jeg er nødt til at forberede mig på det værste og håbe på det bedste!!

Jeg skal møde på Kommunehospitalet kl. 11.00 i morgen, hvor jeg først skal have taget en blodprøve, så de kan se om jeg ”fysisk” er frisk nok til at modtage behandlingen! Herefter skal medicinen bestilles, og når den så er blandet skal jeg have det! Jeg har fundet ud af, at den kemo jeg skal have hedder CEF, og den består for de 3 forskellige stoffer, hhv. cyklofosfamid, epirubicin og 5-flourouracil. Jeg tror at selve behandlingen tager 2-3 timer, men med alt det andet kommer det nok til at tage det meste af dagen inden jeg får lov til at komme hjem!

Hvad er risikoen for at dø af brystkræft? Statistikken, som jeg nu er en del af, siger, at 8 ud af 10 kvinder lever 5 år efter, de har fået konstateret brystkræft. Altså er mine odds rimelige gode, og jeg vil da også lige understrege, at denne dumme urimelige sygdom ikke skal tage livet af mig. Dermed sagt, at jeg vil være en af de første 8 i statistikken!!

Det er ikke fordi, jeg har haft i tankerne, at jeg faktisk kan dø af denne sygdom. Jeg har som sagt tænkt mig at tage livet af sygdommen i stedet for! Det ændrer dog ikke på virkeligheden og de facts der foreligger!

I princippet, så har jeg jo ikke kræft længere, for lægerne har jo opereret det hele væk – i hvert fald det der var i det højre bryst og i lymferne, og venstre bryst har de jo også tjekket! De har også scannet mine knogler, og der skulle heller ikke være noget! Så for mig at se, så ligger risikoen for mig lige nu i, at kræften kan komme tilbage et andet sted i kroppen. Og hvor stor er risikoen så for det??? Hmmm jeg ved ikke noget med sikkerhed endnu, men da lægerne er sikre på, at jeg er genetisk disponeret for brystkræft, da jeg ellers ikke ville have fået det i så tidlig en alder, så er risikoen nok rimelig stor. (Jeg har hørt, at risikoen kan være op til ca. 90 % for at det kommer igen, men det er jo ikke sikkert, den er det i mit tilfælde) Da jeg nu har fået fjernet mit højre bryst, så er det jo ”kun” venstre bryst det kan komme tilbage i. Grundet risikoen har jeg også bestemt, at jeg på et tidspunkt vil have fjernet det venstre bryst – det er jo bedre at forebygge end at helbrede…

Brystkræft ”hænger sammen” med æggestokkræft, så risikoen for, at jeg kan få kræft i æggestokkene er nok også forøgede. Derfor skal jeg også have fjernet mine æggestokke på et tidspunkt.

Men hvis jeg så har fået fjernet begge mine bryster og begge mine æggestokke, er risikoen for, at jeg får kræft et andet sted i kroppen større end alle andres risiko for at få kræft??? Jeg ved det ikke, men den kemobehandling jeg skal i gang med, skulle gerne være med til at ”forebygge” at kræften kommer igen og selvfølgelig ”dræbe” resten af kræften, hvis der skulle være noget tilbage. Kemoen går ind og slår alle de celler, som deler sig hurtigt, ihjel. Det er bl.a. kræftceller. Når kemobehandlingen er afsluttet, skal jeg i gang med endnu en forebyggende behandling, nemlig Herceptin behandling. Den behandling skulle mindske risikoen for tilbagefald med ca. 50 %, så det må siges at være effektivt!

Alt i alt synes jeg, ud fra mine egne antagelser og viden, at det ser rimeligt godt ud, men om mine antagelser mv. er korrekte, er vist noget, som jeg skal spørge lægerne om i morgen, når jeg skal på kommunehospitalet for at få planlagt mit videre forløb.

Jeg har trods al den modgang, jeg synes, jeg har haft den seneste måneds tid, alligevel fundet ud af, at jeg ofte er glad og griner – faktisk mange gange om dagen!! Måden hvorpå jeg har bemærket dette er, at i ca. en uge efter jeg fik fjernet min ene æggestok, havde jeg ondt i maven, hver gang jeg grinede, hostede osv. Det vil sige - at jeg tit havde ondt i maven i den uge – men det var på en god måde! :-)
Det er de mærkeligste ting, som kan gøre mig opmærksom på, at jeg alligevel har meget at glæde mig over! 

Sorry guys, hvis det her bliver for meget for jer….
Jeg skal jo have en brystprotese, indtil jeg skal have lavet et nyt bryst engang. Denne protese giver anledning til en del frustrationer i mit hoved – eller måske er det bare hele situationen med, at jeg ser anderledes ud, der gør mig irriteret og frustreret!
Jeg fik nogle BHér med hjem fra sygehuset, som jeg her i starten kan fylde ud med vat og kartoffelmel, indtil jeg får en rigtig protese! Arghhh – jeg har slet ikke prøvet dem endnu, og jeg kommer heller ikke til det!!
Min indstilling til at jeg skal bruge en protese er ikke umiddelbar positiv! Jeg synes, det er træls og unaturligt, at jeg skal bære rundt på noget ”kunstigt” bare for at se normal ud! Kan jeg vende mig til det og lære at acceptere det? Jeg er på den anden side også pisse træt af at kigge ned af mig selv, så en protese vil forhåbentlig kunne hjælpe på den følelse, men stadig – det er jo ikke naturligt, sådan ser jeg ikke ud længere!!!!
Heldigvis er det jo midlertidigt, men ét år er lang tid, og det er nok den tid, der kommer til at gå, inden jeg får lavet en permanent rekonstruktion.
Mine tanker omkring det her er bare så splittede, så jeg kan slet ikke holde styr på dem. Jeg håber det bliver nemmere, når jeg får protesen!

I går var det en måned siden jeg fik konstateret brystkræft…. Alt det rod, der var i mit hoved på det tidspunkt, er der vist stadig plus noget mere til. Det har dog hjulpet mig meget at kunne skrive en helt masse ned, men der er stadig mange uafklarede spørgsmål og tanker, som flyver rundt inde i hovedet – og er det i det hele taget gået op for mig endnu, at jeg er/har været syg?!
På den ene side føles det som om, det var i går, jeg fik beskeden – Jeg kan tydeligt huske den følelse, der gik gennem kroppen, da lægen fortalte, at jeg havde kræft. På den anden side føles det som om, det er evigheder siden, da der jo er sket så meget den sidste måned! Selvom jeg synes, jeg har taget en ting ad gangen, og jeg har prøvet at forholde mig til tingene, som de er kommet, så sidder jeg alligevel nu med en følelse af, at jeg slet ikke har fattet alt det, der er sket med mig… Det har slet ikke bundfældet sig endnu. Jeg troede jeg havde accepteret, at jeg nu kun har et bryst, og at jeg var ved at vænne mig til, hvordan jeg ser ud nu, men det har jeg vist slet ikke alligevel. Jeg er i hvert fald pisse træt af at kigge ned ad mig selv!
På den positive side kan jeg jo glæde mig over, at alle operationer er overstået, og at jeg i princippet ikke har kræft længere! Alt det jeg skal igennem fra nu af er ren forebyggelse for, at kræften ikke skal komme igen!

Selvom jeg godt ved, at jeg i det daglige i et eller andet omfang er afhængig af min omgivelser, så er jeg normalt ikke mere afhængig end, at jeg godt selv kan klare de fleste ting selv!
Det er mega frustrerende for mig, at jeg ikke kan klare helt basale ting selv. Hele tiden skal jeg bede om hjælp og være afhængig af, at andre kan hjælpe mig på den ene eller anden måde! Jeg føler, jeg er en belastning – og det er skide irriterende! Jeg ved godt, at det er helt naturligt, at jeg lige nu skal have hjælp og støtte til næsten alt, og at der står rigtig mange mennesker på spring for at hjælpe mig gennem dette forløb! Misforstå mig ikke. Jeg er glad og taknemmelig for al den hjælp og støtte, jeg får. Men nogle gange føler jeg, at folk finder deres kalender frem, og så skal der planlægges hvem der kan ”passe” Sandie hvornår, hvem kan tage fri, og hvem kan køre med hende til det ene og det andet, og jeg kan hverken gøre til eller fra. Det virker så besværligt det hele… Desuden befinder jeg mig jo ikke godt med at skulle bede andre om at indrette deres ”liv” efter mig.
Det ville da være meget nemmere for mig, hvis jeg kunne klare det hele selv! Godt det bliver hverdag en gang igen :-)

Jeg vil bare lige sige tak til jer allesammen for den super gode opbakning - det gør virkelig en stor forskel!!
Hver gang jeg læser en ny mail, kommentar eller besked så giver alt jeres opbakning mig støtte til at kæmpe videre, og finde de positive tanker frem igen - Mange Tak!!
Også tusind tak for alle de fine blomster, chokolade, gaver, kort og hilsner jeg løbende modtager!
I er virkelig VERDENS BEDSTE allesammen!!

Jeg havde bare den største nedtur i går aftes – jeg følte slet ikke, at jeg havde kræfter til at kæmpe med en ny operation. Alt synes bare at være så urimeligt! Jeg havde bare lyst til at sove, og være væk fra det hele. Alt var pludselig uoverskueligt, og jeg havde slet ikke lyst til eller mod på at kæmpe mod sygdommen mere. Jeg græd og var fuldstændig opgivende – det var virkelig hårdt…. Jeg tror primært, det var fordi, jeg var så træt, som jeg var…
Det er også lidt skræmmende, at jeg kunne havde det sådan, det er jo alt for tidligt at få den følelse, for der er jo lang vej til enden af det her, men det har været godt at få en god nats søvn, så jeg er kommet til kræfter igen.

Noget af det hårdeste for mig indtil videre i denne her proces, har været beslutningen om, hvilken operation jeg skulle vælge.
Inden jeg fik beskeden om, at jeg havde brystkræft, havde jeg besluttet mig for, at hvis der var ondartede celler i knuden, så ville jeg have en brystbevarende operation. Det havde jeg, fordi mor jo havde gennemgået denne operation, og hun havde fået at vide, at der ikke var en større risiko ved at bevare brystet, og hun er glad for den beslutning i dag.
Men endnu et chok, for jeg kan slet ikke sammenligne min og mors situation, sagde lægen. Hun sagde også med det samme, at hun ville anbefale mig at få brystet fjernet, da hun vurderede, at der ville være stor risiko for at det ellers ville komme igen. Lægen var også ret sikker på, at jeg på en eller anden måde er genetisk disponeret, ellers ville det ikke ramme mig i så ung en alder...
Jeg købte ikke hendes anbefaling om at få brystet fjernet med det samme. Nok mest fordi jeg ikke hørte så meget af, hvad hun ellers sagde, og jeg bare skulle fordøje selve beskeden. I flere dage gik jeg og tænkte for og imod at få fjernet brystet... Ville jeg kunne leve med kun ét bryst i en periode? Hvordan vil jeg have det med at skulle bruge en protese? Hvad med rekonstruktionen, som jeg senere skal have lavet? (Både lægen og sygeplejersken sagde, at det bliver SÅ pænt, når man får lavet en rekonstruktion, men hvad er SÅ pænt???) Skal halvdelen af min garderobe skiftes ud, og kan jeg ikke gå i bikini til næste sommer?? Ja det var nogle af alle de spørgsmål, som fløj gennem mit hoved, som jeg tumlede med...
På den anden side, ville jeg så være bange for, om de havde fået det hele med, hvis jeg nu beholdte brystet? Ville jeg komme til at gå med en konstant frygt for, at det skulle komme igen? Hvis jeg beholdte brystet, og det kom igen, så ville det jo også være det hele forfra igen...
Muligheden for at beholde brystet i første omgang og så få det fjernet senere, hvis jeg ikke kunne leve med det, var også til stede, men så ville det jo bare være endnu en operation... Puh ha sikke mange tanker...

Om mandagen var mor, Tanja og jeg jo på sygehuset igen for at snakke med lægen, og få svar på nogle spørgsmål. Her fortalte lægen igen, hvad hun ville anbefale. Vi snakkede igen for og imod, og hun fortalte, at hvis jeg fik fjernet brystet og der ikke var noget i lymferne, skulle jeg ikke have strålebehandling efterfølgende, men så kunne jeg "nøjes" med kemobehandlingen! Hvis jeg derimod valgte at beholde brystet, så skulle jeg have strålebehandling, og det synes hun jeg skulle skåne mig selv for - Ved strålebehandlingen kan man også risikere at blive forbrændt på brystet, og så er stråler jo heller ikke sunde i sig selv.
Lægen sagde også, at jeg måske skal overveje også at få fjernet det andet bryst på et tidspunkt, igen da hun vurderer risikoen for, at det kommer igen er ret stor. Hvis jeg vælger dette, kan de lave en rekonstruktion med det samme.... men det var ikke lige det jeg tænkte på der....

Efter vi havde snakket med lægen, og jeg igen havde vendt alle tanker i mit hoved og sat fordele og ulemper op mod hinanden, besluttede jeg mig for at få fjernet brystet!! På den måde vil jeg være mere sikker på, at de ville få det hele med, og så kunne det i hvert fald ikke komme der igen! Der var fuld opbakning fra alle sider omkring min beslutning, så jeg kunne jo bare håbe, at jeg ville kunne acceptere det, når jeg vågnede op efter operationen!

Her 5 dage efter operationen er overstået, har jeg det indtil videre okay med at jeg tog beslutningen om, at få fjernet brystet, selvom det er en underlig fornemmelse. Der vil garanteret komme tider, hvor jeg bliver rigtig træt af det, men indtil videre er jeg "ligeglad" - jeg gider endnu ikke kigge på fyldte BHér og proteser, men det kommer nok, når arret ikke er så ømt længere. Der er stadig lang vej frem, men på den anden side vil jeg nok kunne få lavet en rekonstruktion om et års tid...

Det har været lidt af en tom fornemmelse, at være hjemme i dag - Den sidste uges tid har jeg hele tiden skullet et eller andet, og der har hele tiden været nogle, som fortalte mig hvad der skulle ske, og hvad jeg skulle gøre. Nu hvor jeg er kommet hjem, er der lige pludselig ikke noget jeg SKAL længere. Jeg kan selv bestemme hvad, hvor og hvornår jeg vil gøre tingene... Nå, jo der er jo lige de der irriterende øvelser, som jeg skal lave 5 gange om dagen...:-)
Ellers skal jeg jo bare have tiden til at gå... Der er selvfølgelig en masse ting jeg kunne gøre, som f.eks. begynde at læse noget om sygdommen, eller om noget af den efterbehandling som jeg skal igennem, men det har jeg bare slet ikke lyst til...
Indtil videre tager jeg nok stadig tingene som de kommer - men hold da kæft hvor bliver det da kedeligt i længden at skulle gå rundt herhjemme...
Jeg har jo også været omgivet af en hel masse søde og rare mennesker den seneste uges tid, men nu bliver det jo hverdag, og når jeg så sidder alene, så er det, der kommer en masse mærkelige tanker frem, og jeg bliver ked af det. Præcis hvad jeg bliver ked af, ved jeg ikke, men tude kan man vel altid... :-)

Hurra - jeg fik lov til at komme ned på hotellet i går - det er bare dejligt!! Alt går som det skal, og jeg regner med, at jeg får fjernet drænet i morgen, og så får jeg måske lov til at komme hjem - JUHUU!
Jeg glæder mig meget til at få fjernet drænet, for det strammer og er mega irriterende - og så synes jeg, det er helt vildt ulækkert, at der løber blod gennem en slange og ned i en pose, som jeg render rundt med hele tiden.... adr. Jeg regner også med, at jeg får fjernet forbindingen i morgen. Det er jeg også lidt spændt på, så jeg kan se hvordan arret ser ud.

Desuden vil jeg lige sige tusind tak for de mange besøg og hilsner!!

Jeg har, hvis nogen skulle være i tvivl, verdens bedste kæreste – uden dig Mads ved jeg ikke, hvordan jeg skulle klare det – Du er der altid for mig – Tusind tak. Du kan altid gøre mig glad og støtte mig, når jeg har mine nedture, det er bare fantastisk – og dit dejlige slogan; ” Vi skal nok klare den sammen os to”, som HUGO altid sagde! Det får mig altid til at smile og tro på, at vi nok skal klare det hele.

Jeg har også, hvis nogen skulle være i tvivl, verdens bedste familie!! De er der bare alle sammen – hele tiden. Ubeskriveligt hvor meget støtte de giver mig/os. Jeg har fået rigtig mange søde hilsner, det er bare sådan en stor hjælp, og det er rigtig rart med den gode opbakning. Tusind tak til mor og far og Tanja – I er bare verdens bedste familie. Uden jer vil jeg heller ikke klare det her.

Verdens bedste venner! Dem har vi også – og I har bare været der 100 % for os. Det betyder alt, både for Mads og jeg! Jeg er glad for alle de søde beskeder, mails og hilsner, jeg/vi har fået. Jeg glæder mig meget til at få lidt mere overskud, så jeg kan se jer alle sammen. Jeg troede slet ikke at man kunne have så gode venner – Tusind tak – vi er virkelig privilegerede. Tak for blomster og gaver – det er alt for meget!!

Min sygdom er ikke en hemmelighed, og I skal endelig alle sammen bare spørge, hvis der er noget, I gerne vil vide. Jeg skal nok sige fra, hvis jeg ikke vil fortælle om det! Jeg tror den bedste måde, jeg kan komme igennem det her, er ved at tale om det!

Puhhh, det har været hårdt at være mig den seneste uge...

Selvom jeg troede, jeg havde forberedt mig lidt på, at jeg kunne få dårlig besked sidste torsdag, så var jeg det altså ikke alligevel. Det føltes som om hele verden faldt ned over hovedet på mig – og hele torsdagen var hård at komme igennem.

Jeg synes, at jeg forsøger at holde humøret højt og se positivt på tingene. Nu er det opdaget, og nu bliver der gjort noget. Fra nu af skulle det gerne blive bedre.

Jeg prøver at se fremad – og forholde mig til hvad der skal ske, i stedet for at kigge tilbage på, hvad jeg kunne have gjort. Det kan jeg jo ikke ændre på nu.

Alligevel er der nogle store sorte huller i vejen, som jeg falder ned i ind imellem. Det er værst når jeg har været alene….. Jeg har haft perioder, hvor jeg kun kunne få øje på alt det dårlige og negative, men heldigvis har jeg en fantastisk støtte i Mads. Han formår altid at hive mig op af hullerne. Det er dejligt.

Jeg har også haft en følelse af, at det hele bare er så uretfærdigt…. Men jeg kan ikke finde nogen at give skylden, og det er så frustrenede – Det havde været nemmere, hvis der var én man kunne være sur på og skælde ud!!

Alt i alt er jeg ved godt mod, og har en positiv indstilling til, hvad der kommer til at ske, men hullerne i vejen forsvinder nok ikke lige med det samme….

Det roder i mit hoved…. Og det har det gjort noget tid nu…..

I torsdags, den 19. oktober 2006, fik jeg konstateret brystkræft i mit højre bryst….

 Tirsdag den 10. oktober 2006 var min mor og jeg på Randers Sygehus. Min mor skulle til kontrol, da hun blev opereret for brystkræft i april 2005. Hendes kontrol gik godt! Jeg skulle til undersøgelse, da jeg havde en knude i mit bryst, som voksede. På sygehuset tog de bl.a. en biopsi af knuden, og det var så den, jeg skulle have svar på den 19. oktober.

 Tilbage til torsdag den 19. oktober 2006: Vi, Mads og jeg, sad i venteværelset. De var ca. 30 min. Forsinkede, og til sidst var vi de sidste tilbage i venteværelset… Det var bare mega hårdt at sidde der, og jo mere tid der gik, jo værre blev det.

Da vi endelig blev kaldt ind, var jeg så bange og frustreret over situationen, at jeg allerede græd, da vi kom ind.

 Lægen og sygeplejersken var fantastisk søde! De gav os hurtigt den dårlige besked om, at der var ondartede celler i den biopsi, de havde taget – Her faldt hele verden for alvor sammen om mig og jeg tudede videre…. Mads og jeg sad begge, som to forstenede statuer mens lægen forklarede og fortalte hvad det betød, og hvad der skulle ske nu. Jeg følte ikke, at jeg hørte ret meget af, hvad der blev sagt, men lægen var sød og tålmodig til at gentage tingene flere gange.

Vi tudede begge to i bilen hele vejen hjem til Silkeborg. Det gjorde det ikke bedre, at jeg vidste, at mor og Tanja sad, derhjemme og ventede på besked. Jeg nåede ikke engang ind ad døren inden jeg igen brød sammen i gråd – og vi tudede alle sammen. Det var mega hårdt, at se sin familie blive så kede af det. Senere kom far hjem og vi tudede igen…

Selvom jeg havde på fornemmelsen, at jeg måske skulle have en dårlig besked den torsdag (på baggrund af forløbet på sygehuset tirsdag den 10. oktober), så var der intet, der kunne forberede mig på det chok, der alligevel overmandede mig… og jeg ved endnu ikke om det helt er gået op for mig, her 6 dage efter jeg har fået beskeden, men jeg tror så småt jeg er ved at vende mig til tanken…